Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/08-11   -   Pressemeddelelse

Abortplanter hjælper afrikanske kvinder

Forskere på Det Farmaceutiske Fakultet har undersøgt en række planter, der anvendes til illegal abort i Tanzania. Forsøg i laboratoriet viser, at flere af planterne har en kraftig sammentrækkende effekt på livmodervæv, og de kan derfor standse livstruende blødninger efter en fødsel. Den nye viden skal deles med lokalbefolkningen, der sjældent har adgang til vestlig medicin.

På verdensplan dør omkring 350.000 kvinder årligt på grund af blodtab i forbindelse med fødsel. I Afrika dør én ud af 16 kvinder under graviditeten - i de hårdest ramte lande dør hver ottende gravide kvinde. Det skyldes især, at kvinderne ikke har adgang til medicinsk hjælp. Enten fordi de ikke har råd, eller fordi de bor for langt væk fra byerne. I landområder kan kendskabet til effektive planter, der kan trække livmoderen sammen efter fødslen og stoppe blødningen, være den eneste mulighed.

Danske forskere har nu testet 22 abortfremkaldende planter i laboratoriet på rottevæv. Flere planter virkede ligeså godt som kontrolstoffet acetylcholin, der får livmodervæv til at trække sig sammen:

- Halvdelen af de testede planter fik livmodervævet til at lave kraftige sammentrækninger, mens 11 af ekstrakterne fik sammentrækningerne til at komme med kortere mellemrum. Syv planter virkede på begge fronter, siger lektor Anna K. Jäger fra Institut for Medicinalkemi på Københavns Universitet. Laboratoriearbejdet er foretaget i samarbejde med lektor Uffe Kristiansen på Institut for Farmakologi og Farmakoterapi.

Information skal ud i alle afkroge
Forskningsresultaterne skal først og fremmest bruges til sundhedsforebyggelse i Afrika. Forskerne arrangerer derfor informationsseminarer i de traditionelle healeres og fødselshjælperes organisationer i Tanzania:

- Mange kvinder dør af blødninger efter fødslen, og andre er så pressede af sociale og økonomiske forhold, at de ikke ser anden udvej end abort, hvis de bliver gravide. I en del af verden, hvor vestlige lægemidler er forbeholdt de få, kan plantemedicin gøre en væsentlig forskel, fortæller Anna k. Jäger.

I Tanzania er det forbudt at få foretaget abort, så ulykkelige kvinder allierer sig med lokale healere med stort kendskab til plantemedicin. Den danske læge Vibeke Rasch fra Odense Universitetshospital har interviewet lokale fødselshjælpere, som bragte forskere på sporet af de i alt 22 planter som benyttes af kvinder, der ikke kan få foretaget abort på anden vis. To af de indsamlede afrikanske planter anbringes i skeden, de øvrige indtages som planteafkog eller -te.

Til konsultation hos heksedoktoren
Anna K. Jäger er etnofarmakolog. Det betyder, at hendes forskning tager udgangspunkt i møder med fremmede folkeslags medicinmænd, troldmænd og healere. Anna K. Jäger undersøger, om der i den traditionelle medicin findes aktive stoffer, som virker mod de sygdomme de gives imod.

- Når vi rejser ud, undersøger vi hvilke af de planter, der bliver brugt i den traditionelle medicin, der har den medicinske virkning, som healerne bruger dem for.

Traditionel plantemedicin bygger ofte på århundreders traditioner og resultater, og derfor er lokale shamaner og medicinmænd ofte et godt sted at starte, når man er på jagt efter nye aktive stoffer med lægemiddelkemisk effekt.

I projektet People and Plant Medicine undersøger forskere videnskabeligt, om de planter der benyttes i traditionel medicin har farmakologiske virkninger, som gør planterne egnede som medicin. Det er vigtigt, at identificere de planter der virker - men også at få sorteret virkningsløse eller direkte skadelige planter fra.

Projektets ultimative mål er at hjælpe lokalbefolkningen i Afrika, så det er afgørende at få den nye viden om plantemedicin ud til udøvere og brugere.

Kontakt
Lektor Anna K. Jäger, mobil 40 85 29 02

Relevant information

http://www.ku.dk


Pressekontakt


Firma

Københavns Universitet
Nørregade 10, postboks 2177
1017 København K , Danmark

  35 32 26 26

http://www.ku.dk

Modtag nyheder fra Københavns Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire