Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/11-13   -   Pressemeddelelse

Fuld fokus på erhvervslivet med Uge 47

Under den globale kampagne Uge 47 får virksomheder i Køge en enestående chance for at få sat gang i deres ambitioner for virksomheden. Køge Erhvervsservice, Væksthus Sjælland og SKAT afholder en række spændende arrange¬menter med fokus på at skaffe penge, mersalg og netværk.

Uge 47 er den danske udgave af den verdensomspændende kampagne Global Entrepreneurship Week. Med mere end 200 arrangementer landet over sætter kampagnen skub i virksomhedernes muligheder for at tjene flere penge og iværksætternes drømme om at starte egen virksomhed. I Køge afholdes der fem arrangementer i uge 47.

Oplæg, netværk og kunst
Køge Erhvervsservice har tre spændende arrangementer på programmet. Det første er et foredrag af Hanne Lindblad, direktør i teleselskabet Call me, som fortæller, hvordan man aktivt kan bruge social ansvarlighed til at skabe mersalg. Ved det andet arrangement er Addere Revision, Danske Bank og bestyrelsesvirksomheden BB3 inviteret til at sætte fokus på udfordringen ved at skaffe kapital. De giver deres bud på, hvordan virksomheder kan få finansieringen, der skal understøtte deres vækstplaner.

Endeligt inviteres alle interesserede til et brag af et netværksmøde fredag eftermiddag. Køge Erhvervsservice er gået sammen med fire lokale erhvervsnetværk om en eftermiddag med inspirerende oplæg og netværk. Under netværksmødet afholdes der også fernisering på et stort vægmaleri af kunstnerne Lise Højer og Kamilla Gandrup. Maleriet afbilleder Køge bys erhvervsudvikling gennem tiden.

Hele kommunen er med
Køge Kommune har stort fokus på virksomhedernes vilkår og udviklingsmuligheder. Med kampagnen i uge 47 ønsker kommunen at støtte op om nuværende og kommende virksomheder i Køge.

"Køge Kommune har i flere år arbejdet hårdt for at skabe gode rammer for vores virksomheder. Meget er lykkedes, og med de kommende års mange investeringer i supersygehus, ny bane, Køge Kyst, Campus osv. rykker vi op i den internationale superliga. Det er virksomhederne, der skal udnytte de mange muligheder, og målet med kampagnen her i Køge er at inspirere virksomhederne til at vokse og nye til at starte egen virksomhed." fortæller Rasmus Holst-Sørensen, Erhvervsservicechef hos Køge Erhvervsservice.

En international kampagne
Uge 47 er en del af et omfattende internationalt setup, Global Entrepreneurship Week, hvor i alt 137 lande deltager. Formålet med kampagnen er at sætte iværksætteri på den globale dagsorden, inspirere til nye ideer til vækst og at skabe et netværk for iværksættere.

På landsplan afholdes der indtil videre godt 200 arrangementer, og i Køge finder der fem sted. Udover de tre, som afholdes af Køge Erhvervsservice, vil Væksthus Sjælland stå for et arrangement, hvor blandt andet Alfred Josefsen vil holde sit foredrag "Min passion for ledelse". Ligesom SKAT vil stå for et arrangement, som handler om moms- og skattemæssige udfordringer ved salg til udlandet.

Læs mere om alle Uge 47 arrangementer i Køge her: www.koegeerhvervsservice.dk/arrangementer

FAKTA

Om Køge Erhvervsservice
Køge Erhvervsservice er et gratis tilbud til både iværksættere og etablerede virksomheder, som er bosat i Køge Kommune. Gennem kurser, fortrolig vejledning og arrangementer hjælper Køge Erhvervsservice iværksættere og virksomheder videre i forbindelse med udvikling, vækst og opstart af virksomhed.
For mere information om Køge Erhvervsservice se her: www.koegeerhvervsservice.dk

Om kampagnen Uge 47
Bag Global Entrepreneurship Week står den amerikanske organisation Kauffman Foundation.
Erhvervsstyrelsen er vært og sekretariat for ugen, som også kaldes Danmarks Vækst- og Iværksætteruge. Gennem en koordineret indsats samarbejder Erhvervsstyrelsen med mere end 30 private og offentlige organisationer, der alle arbejder bredt med iværksætteri og vækst. Arrangementerne i uge 47 har til formål at fremme iværksætterkulturen i Danmark og er målrettet alle iværksættere, lige fra potentielle iværksættere til vækstiværksættere. I 2012 havde arrangementerne under iværksætterkampagnen omkring 18.000 besøgende, hvilket er rekord.
Læs mere om kampagnen her: http://startvaekst.dk/uge47.dk

Billeder


Pressekontakt

Kirstine Vernier Kryger
Kommunikationskonsulent
  +45 40 49 46 40

Firma

Køge Erhvervsservice
Galoche Alle 15, 1
4600 Køge, Danmark

  +45 56 67 21 15

http://www.koegeerhvervsservice.dk

Modtag nyheder fra Køge Erhvervsservice på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire