Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/06-14   -   Pressemeddelelse

Stor interesse for byggeprojekter blandt Køges virksomheder

Mere end et halvt hundrede lokale virksomheder og institutioner deltog i kick-off arrangementet "Vil du bygge med?". Her præsenterede Køge Erhvervsservice kommunens planer for et samarbejde, hvor målet er at skabe mest mulig vækst for de lokale virksomheder gennem de mange store bygge- og anlægsprojekter.

De kommende års store bygge- og anlægsprojekter i Køge Kommune har stor interesse blandt kommunes virksomheder. Mere end 60 virksomheder var repræsenteret til arrangementet "Vil du bygge med?". Under mødet fik deltagerne en opdatering på et udvalg af de større projekter, professionel rådgivning i hvordan virksomhederne kan byde ind på de mange opgaver og information om, hvilke samarbejdsmuligheder der er gennem en såkaldt emnebank. Ikke mindre end 49 virksomheder tilmeldte sig emnebanken inden arrangementet var omme.

Samarbejde og vækst
Hos Køge Erhvervsservice ser man det store fremmøde og tilmeldingen til emnebanken som et tydeligt signal på, at de lokale erhvervsdrivende har et stort ønske om at skabe vækst. Samtidig med at virksomhederne ser muligheder i at deltage i et fællesskab, som går målrettet mod at sætte de lokale virksomheder forrest i køen til de mange store og spændende opgaver.

"Det er positivt med så bredt et fremmøde fra det lokale erhvervsliv. Det bekræfter vores formodning om, at der eksisterer en stigende interesse blandt de lokale erhvervsdrivende til at skabe vækst i forbindelse med de planlagte store bygge- og anlægsprojekter i Køge Kommune. Endvidere tegner der sig et billede af, at de ønsker at indgå i et samarbejde med kommunen og hinanden, hvor de vil stå stærkere i konkurrencen om at få del i opgaverne", fortæller erhvervsservicechef Rasmus Holst-Sørensen fra Køge Erhvervsservice.

Emnebank som primus motor
Samarbejdet går blandt andet ud på, at virksomhederne bliver medlem af emnebanken, der fungerer som primus motor for hele værket. Emnebankens vigtigste opgave bliver at synliggøre medlemsvirksomhederne overfor markedets eksterne aktører. I første omgang vil fokus være rettet mod byggebranchens førende hovedentreprenører, der skal præsenteres for de stærke kompetencer, de lokale virksomheder i Køge Kommune kan mobilisere.

Via opsøgende markedsføring får hovedaktørerne kendskab til de dygtige og kvalitetsbevidste lokale leverandører i Køge Kommune. Kvalitet er også fleksibilitet, hvilket især de lokale virksomheder vil være eksponenter for til de store lokale projektopgaver.

"Når hovedaktørerne er blevet præsenteret for vores lokale "pakkeløsning", så vil de ikke være et øjeblik i tvivl om, hvor de skal søge kompetencerne, og hvor de skal indhente deres tilbud! Derudover har vi en plan - en handlingsplan - der omfatter en håndholdt model, som skal sikre, at de mindre og mellemstore lokale virksomheder bliver klædt bedst muligt på til at kunne byde ind på de mange opgaver", slutter projektleder for "Projekter, Vækst og Jobs" Bent Lorentzen fra Køge Erhvervsservice.

Bag arrangementet "vil du bygge med?" står "Projekter, Vækst og Jobs. Et udviklingsprojekt som skal sørge for, at virksomhederne i Køge Kommune får del i de mange anlægs- og byggeprojekter, og at de store projekter omsættes til lokale jobs i bygge- og anlægssektoren. Udviklingsprojektet går på tværs af Køge Kommune, men er forankret hos Køge Erhvervsservice med Bent Lorentzen som projektleder.

FAKTA

Om Køge Erhvervsservice:
Køge Erhvervsservice er et gratis tilbud til både iværksættere og etablerede virksomheder, som er bosat i Køge Kommune. Gennem kurser, fortrolig vejledning og arrangementer hjælper Køge Erhvervsservice iværksættere og virksomheder videre i forbindelse med udvikling, vækst og opstart af virksomhed.

Om Projekter, Vækst og Jobs:
Projekter, Vækst og Jobs er et projekt som går på tværs af kommunen, men er forankret i Køge Erhvervsservice under ledelse af Bent Lorentzen. Projekter, Vækst og Jobs skal sikre, at virksomhederne i Køge Kommune kender til de aktuelle opgaver og entrepriser så tidligt som muligt, så de har mulighed for at byde ind med deres kompetencer. Projekter, Vækst og Jobs skal medvirke til at markedsføre de lokale virksomheder overfor de store entreprenører og udviklere, der rykker ind for at bygge i Køge Kommune. Derudover skal projektet, i et samarbejde mellem Køge Erhvervsservice og Jobcenter Køge, uddanne og klæde ledige borgere på til de jobmuligheder, som de store projekter skaber. Sidst, men ikke mindst er projektets formål også at finde det perfekte match mellem virksomhederne, de ledige og de kommende jobmuligheder.

For mere information om Køge Erhvervsservice og Projekt, Vækst og Jobs se her: www.koegeerhvervsservice.dk

Kontakt:
For information om Projekt Vækst og Jobs:
Bent Lorentzen, projektleder for Projekt, Vækst og Jobs:
E-mail: bent.lorentzen@koege.dk, tlf.: 20 45 24 86

Billeder


Pressekontakt

Kirstine Vernier Kryger
Kommunikationskonsulent
  +45 40 49 46 40

Firma

Køge Erhvervsservice
Galoche Alle 15, 1
4600 Køge, Danmark

  +45 56 67 21 15

http://www.koegeerhvervsservice.dk

Modtag nyheder fra Køge Erhvervsservice på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire