22/09-09
-
Pressemeddelelse
Skulderklap til københavnsk integration
Integrationsministeriet anerkender integrationsarbejdet i København. Ministeriet har netop indstillet Projekt SummerCamp under Kultur- og Fritidsforvaltningen til integrationspris. "Uanset om vi får prisen eller ej, er det dejligt med et skulderklap," siger borgmester Pia Allerslev.
SummerCampMens bandekrigen har medført hårde anklager mod Københavns Kommunes integrationsindsats, rykker Integrationsministeriet nu ud med et tiltrængt skulderklap til det københavnske integrationsarbejde. Ministeriet har således indstillet projekt SummerCamp til en såkaldt myndighedspris på integrationsområdet.
SummerCamp er et foreløbig treårigt projekt, der fra 2008 til 2010 tilbyder børn og unge fra 0. til 9. klasse på Ydre Nørrebro og i Tingbjerg gratis idræt og andre foreningsaktiviteter i skolernes sommerferie. Alene det seneste år har Projektrådgivningen under Kultur- og Fritidsforvaltningen introduceret ikke færre end 7.750 børn og unge til foreningslivet. Samtidig er det Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der har stået for finansieringen af projektet.
"Uanset om vi får prisen eller ej, er det dejligt med et skulderklap - for selv om vores indsats givetvis kan blive bedre, så er det også en kendsgerning, at vi allerede nu laver meget godt integrationsarbejde i København," siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev.
"SummerCamp kan flere ting. Børnene og de unge har det sjovt og får nogle gode oplevelser i sommerferien. Samtidig bliver også de nydanske børn og unge introduceret til de mange lokale kultur- og idrætsforeninger, hvor de kan knytte de venskaber og netværk på kryds og tværs af deres baggrund, køn og alder, der er så vigtige for, at integrationen lykkes," siger Pia Allerslev.
Formålet med Integrationspriserne er ifølge ministeriet at anerkende det succesfulde integrationsarbejde, skabe en positiv opmærksomhed og illustrere bredden i arbejdet. Hvis de gode erfaringer fremhæves, spredes og bruges af flere, kan man nå meget længere.
Kronprinsesse Mary overrækker prisen til vinderen tirsdag den 20. oktober i Cirkusbygningen.
Fakta SummerCamp:
Københavns Kommune har afsat 3,5 millioner kr. årligt i 2008, 2009 og 2010 til SummerCamp på Ydre Nørrebro og i Tingbjerg. Projektet koordineres af Projektrådgivningen, Kultur- & Fritidsforvaltningen. Aktiviteterne arrangeres fortrinsvis af kultur- og idrætsforeninger, men også biblioteker, fritids- og ungdomsklubber, områdeløft, street-organisationer og humanitære organisationer er blandt aktivitetsudbyderne.
Målgruppen er børn og unge fra 0. til 9. klasse, der bor eller går i skole i Tingbjerg og på Ydre Nørrebro. I alt var der i år arrangeret 167 aktiviteter - heraf 52 aktiviteter i Tingbjerg og 115 aktiviteter på Ydre Nørrebro. Alle børn og unge i målgruppen fik i midten af juni tilsendt et program med alle aktiviteterne og et personligt SummerCamp-pas, som gav dem gratis adgang til aktiviteterne i sommerferien. SummerCamp fandt senest sted i perioden 29. juni - 7. august 2009 og vender tilbage næste sommer.
Læs mere om SummerCamp : http://www.kk.dk/Borger/KulturOgFritid/FritidOgIdraet/Events/SummerCamp2009.aspx
Relevant information
http://www.kk.dk
Firma
Kbh Kommune - Kultur og Fritidsforvaltningen
Københavns Rådhus
1599 København V ,
Danmark
33 66 23 30
51 52 38 55
http://www.kk.dk
Modtag nyheder fra Kbh Kommune - Kultur og Fritidsforvaltningen på mail
Tilmeld dig her