11/05-11
-
Pressemeddelelse
Mangel på internationale skoler svækker dansk erhvervsliv
Mangel på internationale skolepladser er en alvorlig barriere for at tiltrække udlændinge til dansk erhvervsliv. Alene i København skønnes det, at der nu mangler cirka 2.000 pladser på de internationale skoler. Det skriver KL's nyhedsbrev Momentum i dag. Erhvervsliv og KL vil have ændret folkeskoleloven, så folkeskolerne kan få lov at undervise på engelsk.
Internationale skoler er en hjørnesten i danske virksomheders bestræbelser på at tiltrække dygtige udenlandske medarbejdere. Og derfor er det ifølge dansk erhvervsliv og kommuner stærkt problematisk, at det er svært at finde internationale skolepladser i Danmark. Kun 15 private skoler tilbyder undervisning på engelsk i grundskolen, og alene i København skønner Københavns Kommunes erhvervscenter, på baggrund af meldinger fra erhvervslivet og de internationale skoler, at der mangler cirka 2.000 internationale skolepladser.
»Vi oplever det som et kæmpestort problem for Danmark i det hele taget og hovedstadsregionen i særdeleshed. Mange internationalt orienterede virksomheder og organisationer har svært ved at tiltrække dygtige udenlandske medarbejdere, fordi de ikke kan finde internationale skolepladser til deres børn. Børnenes trivsel kommer før karrieren for de fleste forældre,« siger Jakob Brandt, erhvervschef i Københavns Kommune, til KL's nyhedsbrev Momentum.
Dagens udgave af Momentum sætter blandt andet fokus på manglen på internationale skoler. Erhvervsorganisationen DI og KL er enige om, at en del af løsningen er, at folkeskolerne bidrager aktivt. De ønsker derfor en ændring af folkeskoleloven, som i dag binder folkeskolerne til at undervise på dansk i de fleste fag.
Erik Nielsen, borgmester i Rødovre og formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, mener, det er vigtigt for dansk erhvervsliv og det danske samfund, at vi er i stand til at tiltrække dygtige udenlandske ansatte. Og her bør den offentlige sektor spille en aktiv rolle.
»Vi skal ikke konkurrere med de private skoler, men en mere international folkeskole kan være et attraktivt tilbud for en række udenlandske elever og forældre. Det kan også være interessant for nogle danskere og udvikle folkeskolen i en mere international retning,« siger Erik Nielsen.
Du kan læse hele Momentum-artiklen om manglen på internationale skoler her. Derudover byder det nye nummer af Momentum på artikler om, at arbejdsgivere er klar med særbehandling til seniorer, ældrebomben nu rammer sundhedssystemet, og at danske kvinder sætter fødselsrekord i den vestlige verden. Du kan læse alle historier her. (http://www.kl.dk/momentum)
Relevant information
http://www.kl.dk
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk