13/03-12
-
Pressemeddelelse
Kommunegrænse er ikke skyld i forskelle i ledighed
Det er en myte, når fagbevægelsen siger, at kommunegrænsen afgør, hvor længe du går ledig. Forskellen på ledighedslængden er den samme nu, som den var før kommunerne fik opgaven. Det viser en ny KL-analyse.
Analysen viser, at forskellen på, hvor hurtigt ledige i forskellige kommuner kommer i arbejde, er nogenlunde den samme, som da beskæftigelsesopgaven lå i det statslige AF-system.
"Tallene tyder på, at forskellene på, hvor let det er at komme i arbejde, skyldes andre forhold end den kommunale indsats. Der kan være mange gode grunde til, at det nogle steder er lettere at komme hurtigt i arbejde end andre. Det handler blandt andet om, at der er store forskelle på arbejdsstyrken og på erhvervsstrukturen i de forskellige kommuner", siger Erik Nielsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.
Analysen fra KL sammenligner bruttoledigheden for personer på dagpenge i 2005, 2008 og 2011. Tallene viser, at forskellen mellem, hvor længe der går, før de ledige kommer i arbejde, faktisk er faldet en smule, efter kommunerne fik opgaven.
I 2005 hvor staten i form af AF havde opgaven, var forskellen/variansen 2,4 uger. I 2008 hvor staten fortsat havde opgaven, men fysisk var flyttet sammen med kommunernes jobcentre, var variansen 2,6 uger. Og i 2011 hvor kommunerne har opgaven, er den 2,1 uger. Variansen betyder hvor meget højeste eller laveste ledighedslængde afviger fra gennemsnittet. Alle tallene er for de nye kommuner, også de tal der stammer fra før, kommunerne blev lagt sammen.
"Forskellen ligger stabilt lavt, og hvis man skal tale om en tendens, er det faktisk, at forskellen er faldet. Det er ganske tilfredsstillende, og det bekræfter, at kommunen løser opgaven tilfredsstillende," siger Erik Nielsen
Relevant information
http://www.kl.dk
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk