20/06-12
-
Pressemeddelelse
Unge skal hurtigt i gang på arbejdsmarkedet
Nye tal fra Akademikernes A-kasse viser, at antallet af nyuddannede unge akademikere, som går direkte ud i arbejdsløshed, er rekord stort. Knap 30 % af de arbejdsløse akademikere, der blev uddannet for et år siden, er fortsat arbejdsløse.
Formanden for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg Jakob Bundsgaard, er stærkt bekymret over udviklingen:
"De unge skal hurtigt i gang på arbejdsmarkedet, så de får brugt deres nyerhvervede kompetencer. Men den enkelte unge har også selv et ansvar for at finde et job ved at være mobil - både geografisk, og når det handler om indholdet i jobbet," siger Jacob Bundsgaard.
Kommunerne arbejder målrettet på at hjælpe unge ledige akademikere i job. Der blev med finanslovsaftalen for 2012 blødt op på reglerne, så kommunerne kan vælge selv at varetage indsatsen over for ledige akademikere. Tidligere var kommunerne forpligtet til at udlicitere opgaven til en privat aktør.
"Det er rigtig godt, at vi i kommunerne nu kan tilrettelægge indsatsen ud fra den enkelte unges behov - og ikke er tvunget til at sende alle unge akademikere til en privat aktør", siger Jacob Bundsgaard.
Kommunerne bruger i dag en række ordninger til at hjælpe ledige akademikere i arbejde. Det gælder fx løntilskud, videnpilotordningen og jobrotationsordningen, hvor der med finansloven blev afsat ekstra 20 mio. kr., der netop var målrettet ledige med en videregående uddannelse.
Jacob Bundsgaard understreger, at der er mange gode indsatser i gang:
"Vi udnytter de redskaber, vi har, for at få unge akademikere tilbage på arbejdsmarkedet. Men der er også brug for at tænke ud af boksen. Vi skal have virksomhederne med på banen. Fx gennem videnpilotordningen, hvor unge akademikere kommer ud på virksomhederne og bliver koblet sammen med den viden, som der er ude i virksomhederne, hvor produktionen foregår. På den måde kan vi skabe vækst", slutter Jacob Bundsgaard.
Han henviser til en netop offentliggjort rapport fra AC, der viser, at akademikere bidrager til at skabe innovation og vækst, når de kommer ud i de små og mellemstore virksomheder.
Relevant information
http://www.kl.dk
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk