21/06-12
-
Pressemeddelelse
KL: Samme regulering af vederlag til kommunalpolitikere som til MF'ere
Når Folketingets medlemmer kan bevilge sig selv en bedre regulering af deres løn, burde de også være lydhøre over for kommunalpolitikeres rimelige ønske om en bedre regulering af deres vederlag.
Det siger KL's formand, Erik Nielsen, i en kommentar til, at Folketinget netop har vedtaget en ny og gunstigere regulering af deres egen lønudvikling.
"KL har længe efterlyst, at der bliver kigget på vederlaget til kommunalpolitikere. Blandt andet fordi vi med kommunalreformen fik et meget større ansvar, uden at vederlaget af den grund blev hævet, og fordi reguleringen i dag ikke følger med lønudviklingen," siger Erik Nielsen.
"Jeg kan konstatere, at hver gang KL rejser diskussionen, får vi at vide af skiftende regeringer, at tiden ikke er den rigtige. Nu får Folketingets medlemmer en forbedring af deres egen lønregulering. Så vil det være naturligt, hvis de i samme åndedrag også er parat til at kigge på kommunalpolitikeres vederlag," mener KL's formand.
Problemet er, at vederlaget til kommunalpolitikere ikke reguleres i takt med den almindelige lønudvikling, men efter en statslig reguleringssats, som er væsentligt mindre - faktisk så beskeden, at vederlaget siden 1997 ikke engang er fulgt med priserne: http://www.kl.dk/Momentum/Kommunalpolitikeres-vederlag-er-blevet-mindre-vard-id93706/?n=0
"Jeg vil gerne understrege: Det skal ikke gøres til et fuldtidsjob at være kommunalpolitiker. Men hvis vi vil tiltrække dygtige folk til det kommunalpolitiske arbejde, skal der også gives et rimeligt vederlag. Hvis vi kan få den samme, løbende regulering, som Folketinget netop har bevilget sig selv, vil det være fint," siger Erik Nielsen.
Relevant information
http://www.kl.dk
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk