Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/08-12   -   Pressemeddelelse

Det går stadig fremad på plejecentrene

"Jeg er glad for, at Embedslægernes landsrapport om plejehjemstilsynet 2011 viser, at det stadig går fremad med de sundhedsfaglige forhold på landets plejecentre," siger Anny Winther, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.

Tilsynsrapporten konkluderer, at plejecentrene i endnu højere grad end i 2010 havde arbejdet med at efterkomme de krav, som Embedslægerne var kommet med ved tilsynet året før.

Desuden er der færre plejecentre med fejl og mangler end i 2010 og kun en mindre andel (7 %), hvor blev der fundet alvorlige fejl og mangler. Der var i 2011 ingen tilsyn med konklusionen alvorlig kritik.

Det er især i forhold til den sygeplejefaglige dokumentation, patientrettigheder og fysisk aktivitet og genoptræning, at der sker størst forbedringer.

Anny Winther understreger dog, at der på visse punkter stadig er behov for at forbedre indsatsen:

"Det er ærgerligt, at niveauet for medicinhåndteringen stort set er det samme som i 2010. Her havde det været glædeligt at se en større forbedring, da det er et vigtigt område at sætte fokus på for at højne patientsikkerheden" siger Anny Winther.

Ifølge tilsynsrapporten blev de alvorlige fejl og mangler især fundet inden for områderne: Sygeplejefaglige optegnelser og medicinhåndtering. I nogle tilfælde var den sundhedsfaglige dokumentationen mangelfuld, og der var i 7 % af stikprøverne uoverensstemmelse mellem antallet af tabletter på medicinskemaet og antallet af tabletter i doseringsæskerne.

Problemerne omkring medicinhåndtering handler generelt om manglende dokumentation, fx begrundelse for behandling, medicinens navn, dispenseringsform og styrke.

"Det Fælles Medicinkort vil kunne sikre, at de kommunale medarbejdere får disse medicinoplysninger direkte fra den behandlende læge i forbindelse med ordination. På den måde sikrer vi, at det er lægens oplysninger, som plejecentrene dokumenterer og handler efter," slutter Anny Winther.

KL vil bidrage til, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer efterleves på alle relevante områder i kommunerne.

Yderligere oplysninger i KL hos pressechef Jonas Heltberg, 3370-3333

Relevant information

http://www.kl.dk


Pressekontakt


Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire