Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/02-13   -   Pressemeddelelse

Kontanthjælpsreform skal forebygge langvarig offentlig forsørgelse

Indsatsen over for de meget svage kontanthjælpsmodtagere skal styrkes. Til gengæld skal de stærke ledige tage et større ansvar for deres eget liv. Sådan lyder budskabet fra KL i et nyt udspil, der giver en række konkrete bud på, hvordan kontanthjælpsmodtagere kan hjælpes i gang med et arbejde eller uddannelse.

"Kontanthjælpsmodtagerne er en meget broget gruppe, som spænder fra ressourcestærke unge til de allersvageste borgere, der har massive sociale og sundhedsmæssige problemer. Derfor nytter det ikke at se ens på denne gruppe. Og derfor er det afgørende, at den kontanthjælpsreform, som regeringen er på vej med, tager højde for kontanthjælpsmodtagernes meget forskellige forudsætninger for at komme i arbejde eller begynde på en uddannelse."

Sådan siger Jacob Bundsgaard, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, i en kommentar til, at KL med et nyt udspil giver konkrete bud på, hvordan indsatsen for landets 140.000 kontanthjælpsmodtagere skal skærpes. Det er blandt andet afgørende at styrke indsatsen over for de meget svage ledige, mens de stærke ledige skal tage et større ansvar, mener KL.

"Langt det største potentiale for en kontanthjælpsreform ligger i at hjælpe nogle af de 100.000 kontanthjælpsmodtagere, der har andre problemer end deres ledighed. Der er rigtig mange, som fx har et misbrug eller har andre social- og sundhedsmæssige problemer, som der skal tages hånd om udover ledigheden. Derfor er det altafgørende, at vi får styrket den tværgående og helhedsorienterede indsats i kommunerne, og at reformen frigør ressourcer til at hjælpe de kontanthjælpsmodtagere, som har mest brug for hjælp," siger Jacob Bundsgaard.

Omvendt mener KL, at den gruppe af ledige, som godt kan, men som ikke ønsker at gøre en stor nok indsats for at komme i arbejde, er nødt til at mærke konsekvensen af at sige nej til et job eller et tilbud.

"Vi foreslår at indføre en skærpet rådighedspligt for ledige, som gentagne gange har vist, at de ikke lever op til de krav, der stilles til dem. Så skal den ledige hver dag vise, at han-hun gør en aktiv indsats ved fx dagligt at møde op i jobcentret eller deltager i tilbud. For vi er nødt til at vende verden rundt, så det er den ledige, der aktivt beviser, at han-hun står til rådighed modsat i dag, hvor det er kommunen, der skal bevise den manglende rådighed, før der kan sanktioneres," siger Jacob Bundsgaard.

KL mener også, at det vil være fornuftigt at se på matchgruppe-systemet.

"Matchgruppe-systemet har aldrig understøttet en individuel tilgang til kontanthjælpsmodtagerne, og derfor er det fornuftigt at nytænke systemet. En kommende kontanthjælpsreform skal i højere grad bygge på en tankegang om, at der investeres i den enkelte kontanthjælpsmodtager, og at det gælder alle," siger Jacob Bundsgaard.

I debatten om kontanthjælpsreformen har der været kritik af, at jobcentrene ikke formidler tilstrækkeligt med jobs. Her vil KL gerne gøre en ting klar:

"Jobcentrenes kerneopgave er at bistå ledige med at komme i arbejde via tæt kontakt, en aktiv indsats og ved at sikre, at de ledige står til rådighed samt at bistå virksomheder, der har behov for hjælp, med rekruttering. Det betyder selvfølgelig, at jobcentrene skal have et tæt samspil med virksomhederne. Et indgående kendskab til virksomhederne er afgørende for at få de ledige tilbage i arbejde. Og derfor støtter vi i kommunerne også et mere intensivt samarbejde med virksomhederne," siger Jacob Bundsgaard.

Relevant information

http://www.kl.dk


Pressekontakt


Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire