Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/04-13   -   Pressemeddelelse

Fra telemedicin til telesundhed

Med en ny strategi håber KL at flytte fokus fra diagnose til borger, når det kommer til brugen af teknologiske løsninger i sundhedsvæsenet. Vi skal tænke borgeren bredere end sygdom, lyder det fra KL.

· Telesundhed skal give borgeren mulighed for at forsætte med at leve sit daglige liv med sygdom og funktionsnedsættelse

· Telesundhed skal understøtte forebyggelse og sundhedsfremme ved at motivere og fastholde raske som syge borgere i ændrede vaner

· Telesundhed skal som minimum tilbyde den samme kvalitet som traditionelle ydelser/tilbud i den samlede sundhedssektor, samtidig med at ydelserne leveres mere effektivt.


Sådan lyder de tre overordnede mål i en ny strategi fra KL om telesundhed. Med strategien håber KL at kunne flytte fokus omkring teknologi i sundhedsvæsenet fra alene at være på det kliniske og sygdomsspecifikke til også at se på teknologiens mange muligheder i en langt bredere sundheds- og plejemæssigt sammenhæng.

"Vi skal tænke borgerne bredere end sygdom. Med udgangspunkt i borgerens eget liv og egne it-vaner ønsker kommunerne at skabe et bedre grundlag for, at borgerne kan mestre eget liv og deltage aktivt i egen forebyggelse, genoptræning og behandling - når borgeren selv ønsker det, frem for på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt," siger Anny Winther, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.

"'Længst muligt i eget hjem' er en velkendt tankegang i kommunerne, og vi tillader os også at bruge den her. For den rummer hele essensen af begrebet telesundhed. Teknologien har et større potentiale end hidtil udnyttet. Vi skal derfor tænke teknologiens muligheder bredere og i nogle tilfælde som en mulig erstatning for indlæggelse. Vores fokus skal være på borgeren - ikke på patienten og den kliniske diagnose alene."

Telesundhed defineres som brugen af informations- og kommunikationsteknologi til at understøtte forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser. Strategien er en del af hele tankegangen bag KL's sundhedspolitiske udspil "Det nære sundhedsvæsen".

"Telesundhed skal være et af værktøjerne til at nå kommunernes målsætninger på sundheds- og plejeområdet. Vi har i kommunerne en vision om at udvikle et nært sundhedsvæsen, hvor kommuner på tværs af forvaltningsområder arbejder sammen med almen praksis om at give danskerne et sundere og længere liv, som leves aktivt og produktivt uden sygdom og begrænset funktionsevne."

"En forudsætning for, at vi kan udbrede telesundheden er, at teknikken er i orden. Det kræver bl.a. god bredbåndsforbindelse og mobildækning, ressourcer til opsætning af udstyr i borgernes hjem, modning af ny-udviklet it-udstyr og mere samlede og integrerede systemer," siger Anny Winther og fortsætter:

"Men vi skal ikke lade os bremse af teknologien eller økonomiske forhindringer. Vi skal bare i gang. Hvis vi arbejder på tværs af sektorerne, er der masser af muligheder for at finde løsninger inden for de eksisterende rammer."

Læs hele 'Kommunernes strategi for telesundhed' i det vedhæftede.

Fakta: Et eksempel på telesundhed:
· I Nordjylland vil borgere med KOL i fremtiden modtage en langt mere skånsom behandling i eget hjem.

· Med TeleCare Nord etableres muligheden for at leve sit dagligliv i trygge hjemlige omgivelser med inddragelse af den kommunale hjemmesygepleje, eksperter på lungeafdeling og den praktiserende læge.

· Forventningen er sparede indlæggelsesdage, færre besøg i hjemmet i en kortere periode end ved traditionel behandling. Kort sagt borgeren oplever øget kvalitet i behandlingen, langt bedre livskvalitet og samfundet sparer penge.

· TeleCare Nord har et budget på over 60 mio. kr.

· Der er deltagelse af alle regionens 11 kommuner, praktiserende læger, region, sygehus samt Aalborg Universitet, der bidrager med forskning og et antal ph.d. forløb.


For yderligere informationer kontakt konsulent Poul Erik Kristensen på tlf: 3370-3156 eller mail prk@kl.dk eller pressekonsulent Line Oxholm Thomsen på 3370-3536 eller mail: lnt@kl.dk

Relevant information

http://www.kl.dk


Pressekontakt


Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire