21/05-13
-
Pressemeddelelse
KL ønsker bedre incitamenter i sundhedsvæsenet
"Der er brug for, at vi bruger ressourcerne på sundhedsområdet bedre, og at incitamenterne på sundhedsområdet i højere grad understøtter forebyggelse og samarbejde."
Det siger KL's formand Erik Nielsen i en kommentar til anbefalingerne fra Udvalget for Bedre Incitamenter under Sundhedsministeriet. Anbefalingerne blev offentliggjort søndag.
"Rapporten giver en række forslag til, hvordan vi bevæger sundhedsvæsenet mere i en retning, der understøtter bedre sammenhæng, højere kvalitet og mere omkostningseffektivitet."
Han hæfter sig ved, at rapporten understreger behovet for, at behandling og pleje i stigende grad sker uden for sygehusene tættere på borgeren og i samarbejde mellem sektorer.
"Rapporten slår samtidig fast, at den kommunale medfinansiering og det kommunale medejerskab til det regionale sundhedsvæsen understøtter den patientrettede forebyggelse og samarbejdet med sygehusene. Kommunernes rolle i sundhedspolitikken skal derfor fastholdes og styrkes," mener KL's formand.
Han mener dog ikke, at man med rapporten er i mål endnu. Han er optaget af, at ressourcerne prioriteres bedre:
"Der er brug for flere investeringer i den kommunale forebyggelse - og det kræver en bedre prioritering af ressourcerne i sundhedsvæsenet", siger Erik Nielsen.
"Det skal kunne betale sig for kommunerne at investere i forebyggelsestilbud, som er gode for samfundsøkonomien og kan reducere presset på sygehusene. Derfor er det også et af KL's hovedkrav i dette års økonomiforhandlinger, at der findes penge til at løfte den kommunale forebyggelsesindsats".
Yderligere oplysninger i KL hos pressevagten på 3370-3333 eller chefkonsulent Naja Warrer Iversen, 3370-3474, nmi@kl.dk
Relevant information
http://www.kl.dk
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk