Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/09-13   -   Pressemeddelelse

KL giver sit bud på fremtidens beskæftigelsespolitik

KL mener, at en ny og moderne beskæftigelsesindsats skal bringe jobcentrene tættere på virksomhederne og give de ledige større ansvar og opkvalificere dem mod virksomhedernes behov.

Der skal bruges færre kræfter på at hjælpe stærke ledige, der selv er i stand til at finde et job. Og i stedet skal man gøre mere for de svage ledige, der har brug for en hjælpende hånd, fx gennem opkvalificering. Blandt andet skal en afgrænset gruppe af ufaglærte ledige have mulighed for at gennemføre ordinær uddannelse på dobbelt SU-takst i op til 12 måneder.

Det er nogle af de markante bidrag til debatten om fremtidens beskæftigelsessystem i det politiske udspil - "Borgere og virksomheder i centrum - et udspil til en moderne beskæftigelsespolitik," - som KL's bestyrelse netop har vedtaget.

"Den aktive beskæftigelsespolitik i Danmark er en succes, der er med til at sikre, at vi har et fleksibelt, velfungerende arbejdsmarked. Men systemet trænger til et serviceeftersyn. Vi kan få mere for pengene ved at give medarbejderne større frihed til at tilrettelægge en indsats, der gør en positiv forskel for den enkelte," siger KL's formand Erik Nielsen.

Han understreger, at friheden fra statslige regler skal gives inden for rammerne af nogle klare, nationale mål og med stærke økonomiske incitamenter, der er knyttet op på resultater og ikke på proceskrav.

"Jobcentrene skal ikke måles på, at de formidler så mange job som muligt, men på, om de gør en forskel for de ledige, der har brug for en hjælpende hånd for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Og her er det en håndholdt, konkret vurdering, der må afgøre, hvor der skal sættes ind," siger Erik Nielsen.

KL efterlyser derfor et opgør med lediges ret til seks ugers selvvalgt uddannelse og en grundlæggende ændring af seniorjobordningen.

"Alt for ofte ser vi, at seks ugers selvvalgt uddannelse bruges på kurser, der ikke bringer den ledige tættere på arbejdsmarkedet. På den måde spilder vi dyrebare ressourcer, uden at det har en positiv effekt for den enkelte ledige. Og i kommunerne oplever vi, at retten til at få et seniorjob reelt er en barriere for at få ældre ledige i job på ordinære vilkår," siger Erik Nielsen.

Han understreger, at KL ser positivt på uddannelse som redskab. Men kommunerne skal have retten til at vurdere, hvilke ledige der skal have tilbud om uddannelse i beskæftigelsessystemet.

"Den virksomhedsrettede indsats skal fortsat være krumtappen i beskæftigelsesindsatsen. Kontakten til virksomhederne er helt afgørende for, at jobcentrene får succes. For langt de fleste ledige giver den virksomhedsrettede indsats bedre resultater end uddannelse."

"Men arbejdsmarkedet ændrer sig voldsomt i de her år. Mange ufaglærte arbejdspladser forsvinder, og vi står med en gruppe af ledige, der mangler de nødvendige kompetencer for at komme tilbage i arbejde. KL foreslår derfor, at en afgrænset gruppe af ledige får ret til 12 måneders ordinær uddannelse på dobbelt SU-takst," siger Erik Nielsen.

KL foreslår i sit udspil et skærpet fokus på rådighedsforpligtelsen for de forsikrede ledige, samt at der kigges nærmere på de uforklarlige forskelle mellem de enkelte a-kassers rådighedsvurderinger.

"Forsikrede ledige bliver langt sjældnere sanktioneret af deres a-kasser, end det sker for ikke-forsikrede ledige, som kommunerne har ansvaret for.

Det er vigtigt, at også a-kasserne bidrager til, at vi har en aktiv linje i vores beskæftigelsesindsats, hvor der stilles krav til de ledige," siger Erik Nielsen.

Regeringen venter i øjeblikket på rapporten fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg, der har fået til opgave at give en række anbefalinger til, hvordan beskæftigelsesindsatsen kan ændres. Udvalget ventes at fremlægge sin rapport senere på året.

Udover det politiske udspil offentliggør KL i dag også en faktapjece og en casesamling om jobcentrenes samspil med virksomhederne.

Yderligere oplysninger hos pressechef Jonas Heltberg, 3370-3333, jhe@kl.d

Relevant information

http://www.kl.dk


Pressekontakt


Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire