08/10-13
-
Pressemeddelelse
Seniorjobordning bør ændres
Det er interessant, at vismændene kritiserer seniorjobordningen. Det siger de kommunale parters repræsentant i Det Økonomiske Råds formandskab, KL's adm. direktør Kristian Wendelboe, i en kommentar til den netop offentliggjorte vismandsrapport.
"Det er en stor udfordring at finde job til de mange seniorer, når de skal have job på ordinære vilkår og til overenskomstmæssig løn, samtidig med at der skal være tale om merbeskæftigelse på arbejdspladsen."
"Den kommunale sektor skal ligesom den øvrige offentlige sektor fortsætte med at effektivisere i de kommende år. I den forbindelse er det uhensigtsmæssigt, at fleksibiliteten i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere indskrænkes på grund af seniorjobordningen," siger Kristian Wendelboe.
Han bemærker, at vismændene i lyset af konjunkturerne og de sunde offentlige finanser foreslår, at finanspolitikken bør lempes på den korte bane med 5 mia. kr.
"KL finder det interessant, at vismændene foreslår en lempelse, og hvis regeringen ønsker, at kommunerne skal bidrage, vil vi kunne hæve investeringerne lidt mere end det aktuelle niveau. Kommunerne har således de seneste tre uger barberet over 1 mia. kr. af anlægsbudgetterne af hensyn til økonomiaftalen mellem KL og regeringen," siger Kristian Wendelboe.
Vismandsrapporten fremhæver endelig, at udgiftslofterne begrænser institutionernes mulighed for at spare op og forbruge af de opsparede midler efterfølgende.
"KL har i flere omgange kritiseret udgiftslofternes og sanktionernes et-årige fokus, fordi de begrænser en ellers sund økonomistyringstankegang og prioritering. Det er glædeligt, at både Produktivitetskommissionen og vismændene deler denne holdning. Jeg håber, at regeringen nu vil overveje, hvordan der kan skabes større fleksibilitet for kommunerne, " siger Kristian Wendelboe.
Relevant information
http://www.kl.dk
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk