26/03-14
-
Pressemeddelelse
Evaluering af vandsektorloven kommer ikke i mål
"Evalueringen af vandsektorloven kommer godt fra start, men ikke i mål," udtaler formanden for KL's Teknik- og Miljøudvalg, borgmester Jørn Pedersen, Kolding.
Vandsektorloven trådte i kraft i 2009, og nu har Naturstyrelsen fået revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte m.fl. til at levere et samlet overblik over fordele og ulemper ved den gældende lov. En hovedkonklusion er, at vandsektorloven er tung og bureaukratisk.
"Mange parter har kritiseret Forsyningssekretariatets detailregulering, ligesom sekretariatet er blevet underkendt i en række sager. KL hilser det velkomment, at rapporten foreslår en mere dialog- og helhedsorienteret prisloftregulering," siger Jørn Pedersen.
Men det er kun en del af løsningen. De seneste års retspraksis har vist, at lovgivningen ikke har kunnet fastholde Folketingets hensigt om, at sektorplanerne fortsat skal være bindende. Dermed sættes kommunerne i et krydspres mellem statslige lovkrav om fx spildevandsrensning i det åbne land - og selskabernes prioriteringsønsker.
"Kommunerne mangler redskaber til at varetage deres opgaver efter lovgivningen. Det forhold er i ringe omfang afspejlet i rapporten. Det bør præciseres, at kommunernes sektorplanerne er bindende for selskaberne, så kommunerne har mulighed for at varetage deres opgaver med fx at sikre rent grundvand til borgerne og klimasikre vores byer," fortsætter Jørn Pedersen.
Kravet om, at vandselskaberne udelukkende kan finansiere op til 75 pct. af omkostningerne til håndtering af tag- og overfladevand, fremhæves af både selskaber og kommuner som en væsentlig barriere for den fremtidige klimatilpasning.
"Når nu afledning af tag- og overfladevand er en selskabsopgave, hvorfor må selskabet så ikke vælge den billige grønne løsning oven på jorden i stedet for den dyrere løsning med at grave det hele ned i kloakker? Med de regler, der træder i kraft i 2015, tvinges selskabet til at vælge en løsning, der hverken er til gavn for dets økonomi eller klimatilpasningen," siger Jørn Pedersen.
Pressekontakt
Jonas Heltberg
Pressechef
2962-4080
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk