31/03-14
-
Pressemeddelelse
Konstruktive bidrag fra Produktivitetskommissionen
KL finder det særdeles positivt, at Produktivitetskommissionen i sin slutrapport peger på, at der er behov for omfattende forenklinger af de statslige regler og proceskrav, og at man i stedet bør fokusere på resultater.
"Kommunerne vil gerne måles på, hvor godt vi løser vores opgaver, men det kræver regelforenkling og politiske frihedsgrader til, at kommunalpolitikerne kan omstille de offentlige serviceløsninger," siger KL's formand Martin Damm.
"Kommunerne har i den grad leveret varen. Over de seneste år har vi effektiviseret massivt, så der i dag leveres mere service for pengene. Og i år har vi hævet overliggeren og budgetterer med større effektiviseringer end nogensinde før. Så vi viderefører omstillingen af den kommunale service".
"Samtidig er der brug for, at staten følger Produktivitetskommissionens anbefalinger og skruer ned for administrative proceskrav, der binder ressourcer på en uheldig måde. Mål dog kommunerne på vores resultater, ikke på, om diverse procedurer bliver fulgt ned til mindste detalje. Den kommende reform af beskæftigelsesindsatsen er et godt sted at starte," siger Martin Damm.
Han erklærer sig enig i kommissionens anbefaling om, at sanktionssystemet over for kommunerne skal laves om.
"Kommissionen foreslår, at budgetloven ændres, så sanktionerne ikke længere har et ét-årigt sigte. Jeg er meget enig. Det er sund økonomistyring, at man kan overføre ubrugte midler fra det ene år til det andet, og det er tåbeligt, at firkantede sanktionsregler står i vejen for en langsigtet planlægning," siger Martin Damm.
"Der er grund til at takke Produktivitetskommissionen for flere års grundigt arbejde. Jeg synes, deres rapporter har været præget af grundige analyser og konstruktive anbefalinger. Nu håber jeg, at regeringen og Folketinget vil lytte og omsætte nogle af de mange gode forslag til virkelighed," siger Martin Damm.
Pressekontakt
Jonas Heltberg
Pressechef
2962-4080
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk