21/05-14
-
Pressemeddelelse
Gode råd skal styrke kommunale akutfunktioner
KL offentliggør i dag et katalog med gode råd til god praksis i kommunale akutfunktioner. Rådene skal bidrage til at styrke kommunernes indsats for borgere med komplekse pleje- og behandlingsbehov.
Udviklingen af det nære sundhedsvæsen og omlægningen af aktiviteten i sygehusvæsenet med nye behandlingsmetoder, kortere indlæggelsestider og øget ambulant behandling stiller større krav til kommunernes forebyggelses- og plejeindsats.
En del kommuner har i en årrække arbejdet med kommunale akutfunktioner, hvor sygeplejersker står klar 24 timer i døgnet til at tage hånd om komplekse og akutte pleje- og behandlingsopgaver som eksempelvis sårpleje og intravenøs medicin, som tidligere foregik på sygehusene.
Andre kommuner er ved at etablere akutfunktioner og trækker bl.a. på de erfaringer, der allerede er gjort rundt om i landets kommuner i forhold til tilrettelæggelse, krav til særlige sygeplejekompetencer og samarbejde med læger i almen praksis, lægevagten og på sygehusene.
For at hjælpe kommunerne yderligere offentliggør KL i dag et katalog om god praksis i kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen, som skal give praksisnære råd til kommuner, der arbejder med akutfunktioner, om bl.a. tilrettelæggelse, basisindhold og sygeplejefaglige kompetencer i tilbuddene.
"Akutfunktionerne udbredes med lynets hast i kommunerne, og det er et eksempel på, at kommunerne tager udviklingen af det nære sundhedsvæsen meget seriøst. Det gør dog samtidig også, at vi nu har behov for at sætte fokus på, hvordan man understøtter god praksis. Det kan både hjælpe de eksisterende akutfunktioner til at blive endnu bedre og være vigtig viden for de kommuner, der vil etablere nye akutfunktioner," siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.
"Kataloget skal ses som en af mange indsatser mod at udvikle og ensarte ydelserne i det nære sundhedsvæsen. Samtidig er det også vigtigt, at vi får et godt og ikke mindst systematisk samarbejde op at køre mellem de praktiserende læger og akutfunktionerne. Jeg håber, at de nye praksisplanudvalg vil give os mere medvind på dette område, så borgere undgår unødvendige (gen)indlæggelser."
Kataloget God praksis i kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen er vedhæftet her
Fakta:
- Hjemmesygeplejens akutfunktioner er et tilbud til patienter, der har særlige pleje- og behandlingsbehov, som ikke kan håndteres af den almindelige hjemmesygepleje
- Formålet kan dels være en proaktiv indsats, der skal forebygge indlæggelser, dels at følge op på sygehusets pleje- og behandlingsindsats
- 72 pct. af kommunerne har i dag en akutfunktion, der er tilgængelig 24 timer i døgnet
- Akutfunktioner kan styrke dialogen med de alment praktiserende læger
- Akutfunktioner understøtter arbejdet i den almindelige hjemmesygepleje
Pressekontakt
Line Oxholm Thomsen
Pressekonsulent
+45 33 70 35 36
+45 33 70 33 33
Jacob Meller Jacobsen
Konsulent
3370 3852
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk