Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/05-14   -   Pressemeddelelse

KL: Klog vismandsrapport

"Vismændene har set rigtigt, når de stiller spørgsmålstegn ved, om a-kasserne skal overtage en større del af ansvaret for de forsikrede ledige, som regeringen lægger op til i sit udspil til en beskæftigelsesreform."

Sådan lyder meldingen fra KL's formand Martin Damm på dagen, hvor Det Økonomiske Råd (DØR) offentliggør sin vismandsrapport.

Regeringen lægger i sit udspil til en reform af beskæftigelsesindsatsen op til, at a-kasserne skal overtage en større del af ansvaret fra kommunerne for de forsikrede ledige i de første seks måneder af et ledighedsforløb. Men vismændene stiller sig i rapporten kritiske over for dette, da analyser viser, at samtaler i jobcentrene medfører positive effekter, mens man ikke har evidens for, at a-kasserne vil gøre det bedre.

"Vismændene ser ud til at være på linje med KL, og det er jeg naturligvis glad for. Kommunerne er det rigtige sted at forankre opgaven med de forsikrede ledige, fordi kommunerne har et klar incitament til at få de ledige i beskæftigelse, og fordi kommunerne kan tilrettelægge en sammenhængende indsats. A-kasserne har ikke det lokale kendskab, alene fordi de er så forskellige og ikke ligger i alle kommuner, men kommuner og a-kasser skal selvfølgelig samarbejde alle de steder, hvor det giver mening," siger Martin Damm.

KL's formand glæder sig desuden over, at vismændene spår tegn på fremgang i den danske økonomi og hæfter sig ved, at de økonomiske vismænd er lidt mere optimistiske end regeringen, når det gælder den offentlige saldo. DØR forventer i 2015 et offentligt underskud på 2,8 pct. af BNP, mens regeringen skønner underskuddet til 3,0 pct. af BNP, svarende til en forskel på 4 mia. kr. Vismændene anslår dermed, at der er mere luft op til EU's underskudsgrænse på 3 pct. af BNP, som er afgørende for, om Danmark får en ny EU-henstilling.

"Det lidt mere positive syn, som DØR lægger for dagen, betyder et økonomisk råderum, som giver regeringen mulighed for at fastholde kommunernes anlægsniveau i 2015. Vi har stærkt brug for fortsat at kunne investere i anlæg på både skole, dagtilbud og ældreområdet, så vi kan tilpasse servicen til gavn for borgerne," siger Martin Damm.

Og han mener, at kommunerne må stå forrest i køen, når regeringen har penge til nye initiativer.

"Siden 2009 har kommunerne sagt farvel til knap 30.000 ordinært ansatte medarbejdere, mens regionerne og staten i samme periode har ansat flere medarbejdere. Det siger meget klart, at kommunerne de seneste år har taget et stort medansvar for genopretningen af dansk økonomi. Men vi kan altså ikke blive ved, og nu må resten af den offentlige sektor også bidrage," siger Martin Damm.

Pressekontakt

KL's pressevagt
  +45 33 70 33 33

Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire