Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/06-14   -   Pressemeddelelse

Aftale betyder stram økonomi i kommunerne til næste år

Den netop indgåede økonomiaftale for 2015 mellem KL og regeringen betyder, at kommunerne til næste år kan videreføre nogenlunde samme service som i år. Det siger KL's formand Martin Damm, der også lægger vægt på, at kommunerne kan fastholde et højt anlægsniveau.

"For KL er det afgørende, at kommunerne kan videreføre den service over for borgerne, som vi giver i 2014. Der er dog blevet plads til at udbygge de opgaver i det nære sundhedsvæsen, som kommunerne står for, med 350 mio. kroner. Det er positivt," siger KL-formand Martin Damm.

Aftalen medfører, at anlægsudgifterne i kommunerne sænkes til 17,5 mia. kroner, mod godt 18 mia. kroner i år.

"Når det gælder anlægsudgifterne, er vi blevet enige med regeringen om et niveau, som gør, at vi fortsat holder hånden under væksten i dansk økonomi. Samtidig har det for KL været vigtigt, at vi nu slipper af med en række bindinger på, hvordan anlægsudgifterne skal bruges. Det betyder, at man i den enkelte kommune kan prioritere pengene ud fra de lokale behov," siger Martin Damm.

"Et afgørende fokus for KL i forhandlingerne har været at arbejde for et Danmark i balance. Der er flere takter i aftalen, der peger positivt i den retning, herunder at det særlige finansieringstilskud bliver videreført, med 2 mia. kroner som bloktilskud og 1 mia. kroner, der fordeles efter objektive kriterier, samt en lånepulje på 500 mio. kroner til kommuner med lav likviditet. Det er udtryk for solidaritet kommunerne imellem, at også de økonomisk vanskeligt stillede kommuner kan give deres borgere en tilfredsstillende service til næste år."

"Vi er også blevet enige med regeringen om at se på rammerne for kommunernes fysiske planlægning, herunder planloven, som en række kommuner oplever som noget, der udgør en barriere for at skabe vækst. Og vi vil desuden gennemføre en kortlægning af mobil- og bredbåndsdækningen i Danmark," siger Martin Damm.

Det indgår også i økonomiaftalen, at regeringen nedsætter en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til at effektivisere affaldsforbrændingssektoren med 200 mio. kr. frem mod 2020.

"Regeringen har tidligere været langt fremme med planer om at udbyde hele affaldsbehandlingen til private. Det kunne have fået store, negative konsekvenser for både miljøet, borgerne og samfundsøkonomien, så det er meget tilfredsstillende, at de tanker nu er opgivet. KL ser nu frem til at deltage i arbejdet med at effektivisere den danske affaldsforbrænding," siger Martin Damm.

Blandt de øvrige elementer i aftalen kan fremhæves:

- Skatten skal under ét holdes i ro i kommunerne. Staten giver et tilskud på op til 150 mio. kroner til skattenedsættelser.

- Regeringen og KL har aftalt, at fem mindre opgaver flyttes fra kommunerne til Udbetaling Danmark: Internationale opgaver, fleksydelse, begravelseshjælp, delpension og efterlevelseshjælp.

- Fem andre og væsentligt større opgaver, som er blevet analyseret - herunder kontanthjælp og sygedagpenge - fastholdes på kommunale hænder.

- Regeringen forpligter sig til at gennemføre ændringer i tilskuds- og udligningssystemet, hvis der i forbindelse med en beskæftigelsesreform vedtages ændringer i den statslige refusion.

- De nuværende 87 kommunale enheder på beredskabsområdet skal pr. 1. januar 2016 samles i højest 20 nye kommunale beredskabsenheder.

Pressekontakt

Jonas Heltberg
Pressechef
  2962-4080

Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire