30/06-14
-
Pressemeddelelse
Positivt at der bliver set på dagpengesystemet
Regeringen har besluttet at nedsætte en dagpengekommission, der skal komme med forslag til tilpasninger af det danske dagpengesystem, så det i højere grad passer til det moderne arbejdsmarked.
KL hilser kommissionen velkommen.
"Vi skal holde fast i de grundlæggende kvaliteter ved vores dagpengesystem, herunder at det giver en økonomisk tryghed for personer, der rammes af ledighed. Men vi har i dag et helt anderledes arbejdsmarked end for bare få år siden. Ansættelsesforhold og aflønningsformer er mere fleksible og forskelligartede. Og vores arbejdsmarked er blevet meget mere internationalt," siger Jacob Bundsgaard, der er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.
"Det er derfor meget nyttigt, at der nu gennemføres en tilbundsgående analyse af, om der er behov for at lave tilpasninger. Det handler om at sikre, at vi også fremover har et moderne, fleksibelt og robust dagpengesystem med en høj andel af forsikrede," siger Jacob Bundsgaard.
Han hilser det også velkomment, at regeringen med kommissionen vil fremme et enklere dagpengesystem, der er lettere at administrere for både kommuner og a-kasser, og hvor det er tydeligt for medlemmerne, hvilke regler, rettigheder og pligter der gælder.
Pressekontakt
Jonas Heltberg
Pressechef
2962-4080
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk