26/08-14
-
Pressemeddelelse
Borgernær velfærd bør prioriteres
KL glæder sig over, at regeringen har fundet plads til at løfte velfærden med 1½ mia. kroner. Pengene bør bruges til at styrke den borgernære service, siger KL's formand Martin Damm i en kommentar til regeringens finanslovsforslag.
"Det er positivt, at regeringen i en tid med stram økonomi har fundet råderum til at afsætte 1½ mia. kroner til målrettede velfærdsforbedringer. Jeg går stærkt ud fra, at de penge vil blive brugt på at styrke den borgernære velfærd, som vi har ansvaret for i kommunerne," siger Martin Damm.
"Kommunerne har bidraget markant til at genoprette dansk økonomi oven på finanskrisen. Vi har på få år reduceret vores udgifter med 12 mia. kroner og sagt farvel til ca. 30.000 medarbejdere. Det betyder, at den kommunale sektors andel af de samlede offentlige udgifter er faldet mærkbart, og derfor er det også de kommunale velfærdsopgaver, der nu trænger til et løft," understreger Martin Damm.
Han understreger, at KL bakker op om hovedlinjerne i regeringens sundhedsudspil, som der er afsat 5 mia. kroner til frem mod 2018.
"Men det er vigtigt, især hvis man vil bekæmpe ulighed i sundhed, at man ikke alene tænker på behandling, sygehuse og praktiserende læger. Det er langt mere hensigtsmæssigt for den enkelte og billigere for samfundet, hvis vi undgår, at danskerne bliver syge. Det kræver, at vi i langt højere grad fokuserer på den tidlige indsats i kommunerne fx pleje, rehabilitering og træning. Derfor er det centralt, at også de kommunale sundhedsopgaver bliver prioriteret, når de 5 mia. kroner til bedre sundhed skal udmøntes," siger Martin Damm.
Han glæder sig over, at en række initiativer i forslaget til finanslov har fokus på at sikre vækst og udvikling i alle dele af landet.
"KL er stærkt optaget af den dagsorden, der handler om at understøtte vækstinitiativer i hele landet. Det handler blandt andet om bedre infrastruktur, så landet bindes bedre sammen, og her er der i finanslovsforslaget en række gode initiativer, som vi i kommunerne ser frem til at få udmøntet i praksis," siger Martin Damm.
Pressekontakt
Jonas Heltberg
Pressechef
2962-4080
Firma
KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S,
Danmark
33 70 33 33
29 62 40 80
http://www.kl.dk