Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/09-14   -   Pressemeddelelse

Kommuner dyster om at blive Danmarks mest digitale

I dag skyder KL og Digitaliseringsstyrelsen konkurrencen "Danmarks mest digitale kommune" i gang. Konkurrencen er en del af den kampagne, som skal oplyse borgerne om, at alle, der kan, fra 1. november skal modtage post fra det offentlige digitalt.

Fra den 1. november begynder post fra offentlige myndigheder, som fx kommunen, sygehuset eller SKAT, at komme som Digital Post frem for fysisk post. Derfor lancerer KL og Digitaliseringsstyrelsen nu en konkurrence, hvor landets kommuner dyster om at få flest borgere tilmeldt Digital Post inden 1. november.

"Kommunerne har de seneste par år gjort en stor indsats ude i landet for at oplyse om Digital Post og hjælpe borgerne til at blive klar. Der er uddannet 7.000 digitale ambassadører, som fx på borgerservicecentre og biblioteker hjælper de borgere, der har brug for det," fortæller Jacob Bundsgaard, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg. Han fortsætter:

"Digital kommunikation skaber en moderne offentlig sektor og sparer
samfundet for mange penge, der kan bruges på fx skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Den digitale post kan læses ved brug af NemID overalt - også på farten."

Mulighed for fritagelse
Målet er, at 80 pct. af den skriftlige kommunikation mellem det offentlige og borgerne skal foregå digitalt i 2015. De borgere, som ikke kan, vil have mulighed for at blive fritaget.

"Vi har hele tiden været klar over, at der vil være en gruppe borgere, som fx aldrig har brugt en computer eller ikke har adgang til internet, og som derfor ikke kan bruge Digital Post. Derfor har det hele vejen igennem været en vigtig del af informationsindsatsen at oplyse om muligheden for at blive fritaget," siger Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

Vinderkommunerne kåres den 1. november
Næsten halvdelen af landets kommuner deltager i konkurrencen, og vinderne bliver kåret den 1. november på Post & Tele Museum i København. De tre vinderkommuner modtager hver to tablets, der skal udloddes blandt de borgere, der har tilmeldt sig Digital Post i konkurrenceperioden. Samtidig vil der i ugen op til kåringen blive fundet fem regionale vinderkommuner af konkurrencen.

Pressekontakt

Jonas Heltberg
Pressechef
  2962-4080

Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire