Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/10-14   -   Pressemeddelelse

Der skal skiftes spor i finanslovsforhandlingerne nu

Vi står i Danmark over for en gigantisk opgave med det meget store antal asylansøgere, der kommer til landet. Det er en udfordring for hele det danske samfund, og den bør rydde bordet i de igangværende finanslovsforhandlinger, så der kan tænkes forfra.

Sådan lyder meldingen fra KL's formand Martin Damm.

"Jeg vil opfordre til, at vi fjerner fokus fra vakuumpakkede æggemadder til ældre eller minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Tiden er ikke til, at Christiansborg uddeler milde gaver i form af øremærkede midler til politiske mærkesager inden for det kommunale område, men til at finde løsninger på den gigantopgave, vi har foran os på flygtningeområdet," siger KL's formand.

Han opfordrer til, at partierne på Christiansborg forholder sig til, at de syriske flygtninge, som Danmark tager imod, formentlig ikke kan sendes hjem efter et kort ophold, men vil blive i landet flere år frem og derfor får betydning for kommunernes og Danmarks økonomi langt ud i fremtiden.

Han henviser til den seneste prognose fra Justitsministeriet, der lyder på, at 20.000 vil have søgt om asyl i Danmark i 2014 (i 2013 var tallet 7.557). Den største gruppe er krigsflygtninge fra Syrien, der stort set alle vil få asyl eller midlertidig opholdstilladelse. Så allerede i år og i endnu højere grad til næste år vil mange af disse mennesker stå på kommunernes dørtærskel og skal have hjælp.

"Det er meget vigtigt, at vi alle både i regeringen, i Folketinget og i kommunerne får et realistisk billede af, at der her er tale om en mega-opgave, der fundamentalt ændrer vilkårene for vores politiske prioriteringer i de kommende år."

"Det vil være urealistisk at tro på, at kommunerne skal kunne løse denne opgave på samme måde som man hidtil har gjort. Kommunerne kører allerede på kapacitetsgrænsen, så vi er bl.a. nødt til at tænke ud af boksen i forhold til løsningen af boligsituationen, når der kommer titusindvis af nye flygtninge, som ingen havde forventet eller planlagt med. Vi er også nødt til fx at se på mulighederne for at skaffe det fornødne antal praktikpladser og for at tilbyde sprogundervisning til så mange flere," siger Martin Damm.

"Det er afgørende, at vi tænker langsigtet og får rammerne for indsatsen godt på plads allerede nu. I kommunerne er vi klar til at tage opgaven på os, og vi går positivt til sagen. Vi ønsker at bidrage til, at alle, der får asyl i Danmark, bliver integreret så godt som muligt, og at de behandles på en anstændig måde. Netop derfor er det vigtigt, at vi snarest får klarhed over de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer, der skal gælde for indsatsen," siger Martin Damm.

Pressekontakt

Jonas Heltberg
Pressechef
  2962-4080

Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire