Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/08-10   -   Pressemeddelelse

Redegørelse for hovedbevægelserne på § 29 Klima- og Energiministeriet

Af regeringens finanslovsforslag for 2011 (FFL11) fremgår det, at det samlede nettotal på § 29 Klima- og Energiministeriets område falder med ca. 1 mia. kr. mellem 2010 og 2011.

Det noteres, at der med FFL11 lægges op til, at ministeriets drift i 2011 vil være stort set uændret i forhold til 2010. Der er således ikke lagt op til afskedigelse af medarbejdere eller væsentlige reduktioner i driftsudgifterne som følge af finanslovsforslaget.

Det er ikke usædvanligt, at der på forskellige års finanslovsforslag er betydelige ændringer i nettotallene, uden, at det har væsentlig betydning for ministeriernes aktivitetsniveau eller driftssituation. Ændringerne kan skyldes allerede aftalte udløb af midlertidige bevillinger eller periodisering af, hvornår specifikke udgifter falder. Derudover indgås der hvert efterår politiske aftaler, der fremsættes som ændringsforslag til finanslovsforslaget og som kan ændre det samlede bevillingsniveau på et område. Således finder eksempelvis den årlige udmøntning af de såkaldte globaliseringsmidler sted i efteråret, hvorefter midlerne tilføres forskellige ministerområder på ændringsforslaget til Finansloven.

Det aktuelle fald på ca. 1,0 mia. kr. på § 29 vedrører i alt væsentlighed følgende fire poster.

Vedrørende EUDP
Bevillingen til forsknings og demonstrationsprogrammet EUDP falder på FFL11 fra 2010 til 2011 med ca. 365 mio. kr. EUDP indgår som et emne i efterårets forhandlinger om udmøntningen af globaliseringspuljen. Tildeling af globaliseringsmidler til EUDP kan derfor først indarbejdes som et ændringsforslag til FFL11, når forhandlingerne er afsluttet og en evt. ny bevilling er besluttet politisk.

Vedrørende skrotningspræmie til oliefyr
Under de politiske forhandlinger af sidste års finanslov blev det besluttet at afsætte en ét-årig ekstraordinær bevilling på i alt 400 mio. kr. til skrotning af ineffektive oliefyr i boliger. Denne ordning bortfalder på FFL11, idet uforbrugte midler under skrotningsordningen forventes videreført fra 2010 til 2011. Dette vil komme til at fremgå af videreførselsoversigten på FFL12.

Vedrørende tilskud til dækning af kuldioxidafgiften i visse virksomheder
Som følge af skattereformens i krafttrædning 1. januar 2010 ændres tilskuddet til dækning af kuldioxidafgiften i visse virksomheder. Det medfører et fald i bevillingen på i alt ca. 80 mio. kr. Ved skattereformen sker der bl.a. et bortfald af kuldioxidafgiften for industrivirksomheders kvoteomfattetde brændselsforbrug til procesformål. Dvs. afgiften bortfalder på det kvoteomfattede område, hvorfor der som konsekvens heraf heller ikke længere kan opnås tilskud til afgiften.

Vedrørende Elproduktionstilskud
Elproduktionstilskuddet gives til understøttelse af de til decentrale kraftvarmeværkers elproduktion. Elproduktionstillægget bortfalder på finanslovsforslaget for 2011 og dermed reduceres bevillingen med 145 mio. kr. sammenlignet med 2010. Bortfaldet er en udløber af energiaftalen, hvor en lovændring fra 2008 fastlægger, at elproduktionstilskuddet fremover vil skulle finansieres via et pristillæg på elforbruget. Lovens implementering afventer Europa-kommissionens godkendelse, som forventes at foreligge i løbet af 2010, hvorfor ændringen er indbudgetteret på finanslovsforslaget for 2011.

Bevillingen er lovbunden, så skulle den forventede godkendelse ikke komme i løbet af 2010, vil det være muligt at forsætte det nuværende elproduktionstilskud.

Udover de overfor nævnte punkter er Klima- og Energiministeriets driftsbevillinger naturligvis underlagt de samme generelle effektiviseringskrav, som gælder for øvrige institutioner i staten og følger af behovet for konsolidering af de offentlige finanser og regeringens genopretningsplan. Desuden er der, som på alle finanslovsforslag, en mængde mindre bevillingsmæssige forskydninger, som følger af udløb af midlertidige bevillinger, iværksættelse af nye tiltag m.v.

Relevant information

http://www.kemin.dk


Pressekontakt


Firma

Klima- og Energiministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K, Danmark

  40 37 73 23

http://www.kemin.dk

Modtag nyheder fra Klima- og Energiministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire