29/10-10
-
Pressemeddelelse
Det høje niveau for energiforskningen fastholdes på over én milliard
Regeringen har fået opbakning til at fastholde de offentlige bevillinger til energiforskning i 2011 på det rekordhøje niveau på over én milliard kroner. Næsten en tredjedel af globaliseringspuljen går næste år til energiforskning.
Det høje niveau for energiforskningen blev fastlagt i forbindelse med udmøntningen af globaliseringspuljen.
Klima- og Energiminister, Lykke Friis udtaler:
"Regeringen satte i 2010 baren højt med et historisk højt niveau for klima- og energiforskning. Vores udspil til globaliseringsforhandlingerne var at fastholde det rekordhøje niveau til næste år. Jeg er rigtig glad for, at der er bred politisk opbakning til denne linje."
I alt afsætter Regeringen 1,1 mia. kr. til energiforskning i 2011. Igennem de seneste år er bevillingerne til området fordoblet, og det høje niveau bliver nu fastholdt.
Den største modtager af energiforskningsmidler er Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), der til næste år råder over 400 mio. kr. EUDP støtter udvikling og demonstration af ny energiteknologi, der bidrager til grøn vækst og arbejdspladser samt regeringens mål om et energisystem uafhængigt af fossile brændsler.
"Med den ambitiøse indsats for energiforskning rammer vi plet - både i forhold til de danske energiteknologiske virksomheder, der udvikler morgendagens løsninger, og i forhold til vores ambition om udvikle et dansk energisystem uafhængigt af fossile brændsler", siger Lykke Friis.
Relevant information
http://www.kemin.dk
Firma
Klima- og Energiministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K,
Danmark
40 37 73 23
http://www.kemin.dk