Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/03-11   -   Pressemeddelelse

Lykke Friis glæder sig over stor stigning i forbruget af vedvarende energi i 2010

Forbruget af vedvarende energi steg med 14 pct. i 2010. De største bidrag til stigningen kommer fra henholdsvis biomasse og vindkraft. Det viser den foreløbige energistatistik fra Energistyrelsen.

Klima- og energiminister, Lykke Friis, siger:

"Øget anvendelse af vedvarende energi er helt centralt for regeringens langsigtede mål om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050. Set i det lys er der flere opløftende signaler i den foreløbige energistatistik, hvor det mest iøjnefaldende er den markante stigning i forbruget af vedvarende energi på 14 pct. - en stigning der hovedsageligt er sket på bekostning af kul."

Vedvarende energis andel af det korrigerede bruttoenergiforbrug er med det øgede VE-forbrug vokset fra 17,5 pct. i 2009 til 19,3 pct. i 2010. Dermed er Danmark tæt på at nå energiaftalens milepæl om 20 pct. vedvarende energi i 2011.

Korrigeret for klimaudsving og udenrigshandel med elektricitet viser energistatistikken et fald i bruttoenergiforbruget på 0,6 % pct. i 2010, mens den korrigerede udledning af drivhusgasser faldt med 4,6 pct. Ser man på det faktiske (ikke-korrigerede) energiforbrug steg det dog i 2010 med 3,4 pct. Men denne udvikling skal altså hovedsageligt ses på baggrund af, at vejret i 2010 var markant koldere end året før. Også den faktiske udledning af CO2 fra energiforbrug steg i 2010 med 0,4 pct. Desuden skal udviklingen i energiforbruget ses i sammenhæng med, at den økonomiske aktivitet målt ved bruttonationalproduktet (BNP) voksede 2,1 pct. fra 2009 til 2010.

Klima- og energiminister, Lykke Friis, siger:

"Jeg har naturligvis noteret mig, at den foreløbige energistatistik viser stigninger i både samlet energiforbrug og i udledningen af drivhusgasser fra energiforbrug. Stigningen i det faktiske energiforbrug skal først og fremmest ses som en konsekvens af det meget kolde vejr. Når energiforbruget korrigeres for klimaudsving og udenrigshandel med elektricitet viser det sig faktisk også, at der er tale om et fald på 0,6 % pct. i 2010, mens udledningen af drivhusgasser faldt med 4,6 pct. Hvad angår sidstnævnte skete faldet i høj grad på grund af et skifte fra fossile brændsler til vedvarende energi. Det viser, at udviklingen går i den rigtige retning."

"Jeg kan også glæde mig over, at vi fortsat bliver mere energieffektive. Selvom BNP voksede sidste år, faldt det korrigerede energiforbrug, så hver BNP-enhed nu kræver 29 pct. mindre energi end i 1990. Det er imponerende, at bruttoenergiforbruget i dag er på linje med forbruget i 1980, selv om BNP er vokset 70 pct."

Yderligere oplysninger om energistatistikken findes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk - den årlige energistatistik.

Relevant information

http://www.kemin.dk


Pressekontakt


Firma

Klima- og Energiministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K, Danmark

  40 37 73 23

http://www.kemin.dk

Modtag nyheder fra Klima- og Energiministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire