Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/06-11   -   Pressemeddelelse

Danmarks grønne alliance med Sydkorea bærer frugt

Danske virksomheder kan fremover søge sydkoreansk forskningsprogram for grønne teknologier. Programmet har en værdi af ca. 12 mia. kroner i 2012. Aftalen kom på plads under klima- og energiminister, Lykke Friis' (V), besøg i Sydkorea i dag.

Den grønne alliance mellem Danmark og Sydkorea blev annonceret af statsministeren og Sydkoreas præsident, Lee Myung-Bak under dennes besøg den 11.-12. maj 2011 i Danmark. Under klima- og energiministerens besøg i Seoul, Sydkorea den 18.-20. juni 2011 ses nu de første konkrete resultater af de to landes innovative alliance. Sydkorea har et meget ambitiøst forsknings- og udviklingsprogram for grønne teknologier. Programmet nårhele 2,5 mia. US dollars i 2012 (svarende til over 12 mia. danske kroner). Og som resultat af besøget inviteres danske virksomheder og forskningsinstitutioner nu til at deltage. Der er tale om store muligheder for dansk erhvervsliv og danske universiteter på det grønne område, hvis de gribes rigtigt an.

Derudover har klima- og energiministeren og hendes sydkoreanske kollega, Choi Joong-Kyung, minister for vidensøkonomi i Seoul drøftet en række muligheder for øget samarbejde mellem Danmark og Sydkorea inden for bl.a. smart grids og energieffektivitet, involverende både myndigheder og virksomheder. Det vil blive fulgt op med konkrete skridt i indeværende år.

Den grønne alliance mellem Danmark og Sydkorea vil også blive fulgt op i efteråret med regeringens nye globale grønne vækstinitiativ, Global Green Growth Forum (3GF). 3GF vil samle regeringsledere, virksomheder og universitetsrepræsentanter for at drøfte barrierer for grøn vækst og udbygning af grønne teknologier i storskala med fokus i første omgang påvedvarende energi, energieffektivitet og transport.

Klima- og energiministeren har i Seoul deltaget i sit første bestyrelsesmøde i det nye institut, Global Green Growth Institute (3GI), hvor hun med de øvrige bestyrelsesmedlemmer drøftede instituttets strategi og fokusområder det kommende år. Instituttet har som mål at være verdens førende i udvikling af konkrete grøn vækststrategier for udviklingslande via en blanding af konkrete tiltag i udviklingslandene og opbygning af en robust og avanceret "værktøjskasse", som udviklingslande kan gøre brug af, når man vil reducere landets emissioner, tilpasse sig klimaændringer og samtidig skabe bæredygtig vækst mv. Danmark var det første land, der besluttede sig for at støtte GGGI økonomisk (med 90 mio. kroner over en 3-årig periode fra 2011-13).

Bestylsesformand for Danfoss, Jørgen Mads Clausen, udtaler: "Udveksling af ideer ender altid med, at hver part står med minimum to ideer. Viden og ideer kender ikke til grænser. Derfor er det så glædeligt, at forskningsmidlerne, der beviser koreanernes høje ambitionsniveau, også kan anvendes af danske virksomheder. Danske og koreanske firmaer bør finde sammen om fælles ideer og dermed frembringe nye innovative løsninger."

Klima- og energiminister Lykke Friis udtaler: "Det er meget glædeligt, at den grønne vækst alliance mellem Danmark og Korea allerede nu bærer frugt. Landet har netop afsat 2 pct af dets BNP til den grønne omstilling og har udset sig Danmark til én af deres allertætteste samarbejdspartnere. Det meget ambitiøse sydkoreanske forsknings- og udviklingsprogram er et klart signal om, at Sydkorea virkelig sætter handling bag de flotte ord. Jeg er ikke i tvivl om, at der for danske virksomheder og universiteter ligger store muligheder heri, hvis de gribes rigtigt an. Jeg vil nu tage kontakt til de interesserede danske virksomheder for at sikre, at disse nye muligheder udnyttes."

Relevant information

http://www.kemin.dk


Pressekontakt


Firma

Klima- og Energiministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K, Danmark

  40 37 73 23

http://www.kemin.dk

Modtag nyheder fra Klima- og Energiministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire