Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/06-11   -   Pressemeddelelse

Nye røde olieskatter er en stor fejlboring

Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis planer om at indføre nye skatter på olieindvindingen i Nordsøen risikerer at blive en samfundsøkonomisk underskudsforretning, advarer Klima- og Energiminister Lykke Friis (V).

Dagbladet Børsen skriver i dag, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil genåbne 2003-aftalen om Nordsøolien. De to partier hævder, at aftalen ikke tager højde for, at oliepriserne er steget voldsomt siden aftalen blev indgået mellem VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, og at prisstigningen ikke i tilstrækkelig grad er kommet statskassen til gavn. Det afviser Lykke Friis, og hun advarer mod at ændre på eksisterende aftaler.

- Risikoen ved at forringe vilkårene for de selskaber, der henter olien op, er at det ikke længere kan betale sig for dem at foretage de enorme investeringer, det kræver. Hvis det sker, får vi ikke mere, men mindre olie op, til stor skade for statskassen. Det vil være en fejlboring af dimensioner.

- Det er min plan, at vi inden for de kommende år skal iværksætte en ny udbudsrunde. Det siger sig selv, at det bliver sværere at få virksomhederne til byde ind, hvis de ikke kan have tillid til, at de skatteregler vi laver - og de aftaler vi indgår - også holder. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti risikerer derfor at lægge gift ud for en ny udbudsrunde med deres ønsker om nye skatter.

- Nye pludselige skatter kan også ramme investeringer i de eksisterende felter. Regeringen er meget optaget af at øge indvindingsgraden i de eksisterende felter, fordi det vil kunne give ekstra milliardindtægter til samfundet. Men risikoen for, at virksomhederne ikke vil tage chancen, fx med CO2-injektion, der kræver store investeringer og som har lang tidshorisont, er overhængende hvis skatteskruen strammes.

- Vi har netop set i Storbritannien, hvad der sker, når man pludselig hæver skatterne på olieindvinding og dermed dramatisk ændrer de forudsætninger, som virksomhederne har foretaget deres investeringer på.

I marts måned i år skruede den britiske regering pludselig på skatteskruen overfor de britiske olieproducenter. Den britiske olie- og gasindustri vurderer at skattestigningen kommer til at betyde, at en lang række nye udviklingsprojekter måske ikke gennemføres alligevel og at mindst 20 ældre felter lukkes hurtigere end planlagt, fordi de ikke vil være rentable. Beregninger viser, at det vil føre til en faldende britisk produktion på op imod én mia. tønder olie, svarende til at den britiske statskasse går glip af ca. 100 mia. kroner.

Lykke Friis afviser også påstanden om, at 2003 aftalen er dårlig for den danske statskasse.

- Det er en rigtig god aftale. Siden aftalen blev indgået, har vi fået ca. 100 mia. kr. ekstra i olieindtægter i statskassen, dels som følge af aftalen, dels selvfølgelig på grund af de stigende priser. De senere år har vi fået mellem 24 og 36 mia. kr. om året i statskassen. Til sammenligning fik vi 9-10 mia. kr. om året før aftalen.

- Virkeligheden er, at vi opkræver ca. 6-7 kr. i skat for hver 10 kr. selskaberne henter op ad Nordsøen. Man skal være af en helt særlig socialistisk støbning for at mene, at en marginalskatteprocent på ca. 70 skal være endnu højere.

Relevant information

http://www.kemin.dk


Pressekontakt


Firma

Klima- og Energiministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K, Danmark

  40 37 73 23

http://www.kemin.dk

Modtag nyheder fra Klima- og Energiministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire