Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/06-11   -   Pressemeddelelse

Nordhavn danner afsæt for partnerskab om fremtidens energiløsninger

Nordhavn vil i de kommende år blive transformeret fra et industriområde til en sprudlende ny bydel.

Med et ambitiøst partnerskab omkring energiforsyning og energiforbrug skal bydelen ikke alene være grøn, den skal også skabe modeller for energiløsninger i andre byer.

Ambitionen om et grønt og energirigtigt København er kommet endnu et skridt tættere på med et nyt partnerskab mellem Københavns Kommune, Udviklingsselskabet By & Havn, DONG Energy, Københavns Energi og Klima- og Energiministeriet.
Alle parter er i forvejen engageret i Nordhavn, men ved at koordinere konkrete projekter, skaber parterne det bedste afsæt for innovative løsninger - løsninger, der kan fastholde Danmarks position som eksportør af energiløsninger.

- Nordhavn er Nordeuropas største byudviklingsområde. Når vi nu allerede inden byggestart samler et innovativt partnerskab, har vi et fantastisk afsæt for at udvikle fremtidens energiløsninger - som ikke bare skal komme Nordhavn til gode, men som også skal sikre Danmarks fremtidige position som førende inden for bæredygtige byløsninger, siger overborgmester Frank Jensen.

Københavns Energi er for eksempel i spidsen for et projekt, som vurderer om man kan udnytte en tørdok på størrelse med 4 fodboldbaner til at skabe et af verdens største varmelagre, hvor vi kan opbevare billig og miljøvenlig varme. Ved at afklare mulighederne tidligt i forløbet, kan varmelagret blive integreret i energiinfrastrukturen og byplanlægningen. For eksempel kan man bygge fodboldbaner eller solanlæg ovenpå lageret.

DONG Energy's bidrag vil blandt andet rette sig mod at skabe en attraktiv infrastruktur for elbiler i området.

- Partnerskabet er et fornemt eksempel på den type innovative samarbejder mellem staten og driftige aktører på energiområdet, som regeringen lagde op til med Energistrategi 2050. Jeg ser et stort potentiale i de spændende Smart City-projekter i Nordhavn. De kan som fyrtårne lyse vejen op til en grøn omstilling, hvor vi skaber vækst, udvikling og nye eksporteventyr, siger Klima- og Energiminister Lykke Friis.

Yderligere oplysninger og kommentarer fås ved henvendelse til:

- Klima- og Energiministeriet: Pressesekretær Jesper Zølck Felbo, 5087 4881

- Københavns Kommune: Pressemedarbejder Henriette Sø, 4045 2514

- By og Havn: Kommunikationschef Pernille Garde Abildgaard, 2916 0586

- DONG Energy: Pressemedarbejder Morten Kidal, 9955 9583

- Københavns Energi: Pressechef Astrid Skotte, 2795 2132

FAKTA

Partnerne er enige om følgende krav til løsninger:
· En betydelig CO2 effekt
· Et betydeligt vækstpotentiale
· En høj omkostningseffektivitet
· En betydelig markedsmodenhed på både kort og langt sigt
· En høj brandingværdi

Parternes roller og motivation:

Københavns Kommune er planmyndighed for Nordhavn, og indtager dermed rollen som sekretariat for partnerskabet. Københavns Kommune har en erklæret ambition om at skabe verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Samtidig vokser byen i samme periode med 100.000 nye indbyggere. Derfor er det afgørende at skabe innovative og effektive energiløsninger.

By & Havn er ejer af Nordhavnsområdet. By & Havn skal på forretningsmæssige vilkår udvikle området. By & Havn ønsker et område, hvor sund fornuft sammen med en grøn tankegang skaber værdier både for området og for de, der bor og arbejder der. By & Havn vil derfor gerne aktivt støtte overordnede ideer i forsyningssystemet, såfremt der kan vises en positiv "business case". By & Havn vil også være med til at finde bygherrer/developere, der vil indgå i samarbejder om implementering af demonstrationsprojekter, der kan vise systemernes bæredygtighed.

DONG Energy glæder sig over at være en del af Nordhavnsprojektet. Det er en spændende og udfordrende opgave at være med til at udforske det optimale miks af elektricitet, fjernvarme og fjernkøling. Som aktiv partner vil vi bidrage til, at visionerne bliver indfriet, bl.a. ved at sikre de bedst mulige rammer for udrulning af elbiler. Vores ambition er også at sikre en energiplanlægning med fleksible løsninger, der kan styres intelligent efter kapaciteten i nettet.

Københavns Energi leverer varme, vand, afløb, fjernkøling og bygas til byen. Københavns Energi er en aktiv og kompetent partner i byudviklingen - for kommunen, udviklere, kunder og københavnere. Vi vil vise forsyningsvisionen for København og være med til at udvikle og teste forsyningskoncepter i Nordhavn. Vores mål er at forsyningen skal være CO2-neutral i 2025.

Klima- og Energiministeriet indgår, som del af opfølgningen på Energistrategi 2050, i partnerskabet for at understøtte mulighederne for demonstration og markedsmodning af fremtidens grønne Smart City-teknologier og løsninger. Ministeriet ønsker, at bringe erfaringerne fra Nordhavn videre, så de kan skabe vækst i den grønne omstilling og åbne op for eksportmuligheder inden for grøn energi og energispareløsninger.

Relevant information

http://www.kemin.dk


Pressekontakt


Firma

Klima- og Energiministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K, Danmark

  40 37 73 23

http://www.kemin.dk

Modtag nyheder fra Klima- og Energiministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire