Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/10-10   -   Pressemeddelelse

Der er altid et alternativ til at passe sig selv

KlosterCaféen har med fondsmidler ansat en opsøgende medarbejder, der skal ud og stemme dørklokker for at få modfaldne mænd med i fællesskabet omkring KlosterCaféen og KlostergadeCentret i Århus midtby.

KlosterCaféen er en socialøkonomisk virksomhed, der foruden det sociale også har et sundhedsmæssigt sigte. Det sociale går ud på, at KlosterCaféen skal være et rart sted at komme. Et sted, hvor man kan hygge sig sammen med andre, knytte nye kontakter og få ny inspiration i hverdagen. Det sundhedsmæssige dækker, at det både er sundt med godt samvær og sundt at spise cafeens gode mad.

Målet med KlosterCaféen er kort og godt at give appetit på seniorlivet.

Men det sker desværre alt for ofte, at mennesker mister appetitten. Erfaringen viser, at det kan være svært at finde glæde ved livet, hvis man oplever modgang, mister ægtefællen, må forlade jobbet - føler sig ensom eller overflødig i en travl familie. Har man det sådan, mister man nemt initiativ og livslyst. Det kan føre til både isolation, depression og selvmordstanker.

KlosterCaféens nye opsøgende medarbejder vil gå ud og invitere modfaldne mænd med i fællesskabet. Hun hedder Dorte Mariager Skov, og hendes kvalifikationer til jobbet bunder i en mangeårig interesse og indsats for menneskelig trivsel - som social- og sundhedshjælper, senere SOSU-assistent, som stewardesse, og i år blev hun professionsbachelor i 'Ernæring og Sundhed'.

"I min seneste uddannelse har jeg haft hovedfokus på forebyggelse og sundhedsfremme. Sundhed handler jo ikke blot om fravær af sygdom, men i høj grad om livskvalitet, nemlig i form af nære relationer og en følelse af at være en del af et fællesskab, hvor man bliver set, hørt og forstået, siger Dorte Mariager Skov.
"Med min baggrund som social- og sundhedsassistent har jeg opnået et godt kendskab til de kommunale tilbud til ældre, og på den måde har jeg et godt fundament for at skabe kontakter i offentligt regi, siger hun.

Og et tæt kontaktnet er altafgørende for, at Dorte Mariager Skov kan komme i kontakt med målgruppen. Derfor vil hun som det første gå i gang med at opbygge et netværk til hjemmeplejen, lokalcentrene, sundhedsklinikkerne, Århus-præsterne - alle, der kender de ældre og har fornemmelse for, hvem der kunne have gavn af at høre om mulighederne i Klostergade-fællesskabet.

Dorte Mariager Skov pointerer, at respekt, diskretion og tavshedspligt har højeste prioritet. "Jeg kommer jo hverken for at snage eller sælge folk noget, endsige tage noget fra dem. Jeg ser på folks ressourcer frem for dårligdom. Jeg er naturligvis klar over, at livet til tider kan være svært, men det er min faste tro, at det altid hjælper at komme hjemmefra, ud i livet og møde andre mennesker".

"Jeg kommer ikke med færdigsyede løsninger, hverken på livet eller dagligdagen. Jeg skal ikke presse noget ned over hovedet på nogen. Min fornemste opgave er at lytte. Jeg tilbyder ganske enkelt mit nærvær".

Dorte Mariager Skov kommunikerer klart. Hendes faglighed, erfaring og entusiasme står tydelig i samtalen. Under interviewet her veksler hun ubesværet mellem alvor og lattermild lethed - hele tiden fokuseret til stede i samværet.

Dorte Mariager Skov har tidligere arbejdet med udsatte unge. Uanset alder har mennesker brug for opmærksomhed og empati, og også i det ny job vil Dorte Mariager Skov spore sig ind på, hvilke ønsker og behov den enkelte har og herudfra pege på muligheder.

"Jeg ringer på folks dør for at invitere på en kop kaffe i KlosterCaféen. Derfra er det selvfølgelig op til min gæst, om han vil komme igen og måske på sigt deltage i de aktiviteter, der foregår i caféen og KlostergadeCentret i øvrigt. Og hvis der ikke bliver lukket op første gang, jeg ringer på, så kommer jeg igen", siger Dorte Mariager Skov, "alle skal have mulighed for at opleve, at der er et alternativ til at passe sig selv".

Stillingen som opsøgende medarbejder i KlosterCaféen er muliggjort af en betydelig donation på næsten en halv mio. kr. fra TrygFonden, som giver mulighed for, at Dorte Mariager Skov kan gøre en indsats mod ældreisolation i foreløbig et år i café-projektet "Tryghed og netværk for ældre" i Århus. KlosterCaféen er oprettet med milliontilskud fra Socialministeriet med det formål at give sårbare seniorer livskraftige perspektiver på livet.

Dorte Mariager Skov har mange flere tanker om jobbet, end de, der er nævnt her - også internt, bl.a. lægger hun stor vægt på at skabe et godt samarbejde med de frivillige i KlosterCaféen og husets mange hundrede brugere.

Privat bor hun i Århus midtby med mand og datter.

FAKTABOKS 1
KlosterCaféen er en socialøkonomisk virksomhed og netværkssted for seniorer. Frivillige med social sans serverer både dansk og fremmed mad.

KlostergadeCentret er en platform for et aktivt og sundt seniorliv med inspiration til livsglæde og handlekraft. Over 50 klubber og foreninger er tilknyttet centret.

KlosterCaféen og KlostergadeCentret har adresse i Klostergade 37 - mellem Klosterport og Føtex, Guldsmedgade.

FAKTABOKS 2
Definition på en Socialøkonomisk virksomhed
En socialøkonomisk virksomhed er overordnet kendetegnet ved, at den:
- har et socialt, sundheds- og/eller miljømæssigt formål
- har et salg af ydelser og/eller produkter
- geninvesterer et eventuelt overskud i virksomheden og formålet
- er organisatorisk uafhængig af den offentlige sektor
... har et CVR-nr.

Derudover ses ofte en række karakteristika blandt socialøkonomiske virksomheder såsom:
- innovation - herunder nye produkter, ydelser eller nye måder at involvere samarbejdspartnere
- brugerinvolvering og lokal forankring
- partnerskaber på tværs af sektorer

KILDE: Center for Socialøkonomi

Relevant information

http://www.klostergade.dk


Pressekontakt


Firma

KlostergadeCentret
Klostergade 37
8000 Århus C, Danmark

  86192530

http://www.klostergade.dk

Modtag nyheder fra KlostergadeCentret på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire