Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/01-17   -   Pressemeddelelse

Danskerne klar til at afprøve digitale folketingsvalg

Valgaftener har ikke ændret sig meget med årene, men en ny rundspørge fra KMD Analyse viser, at danskerne er parate til at forandre valg i en mere digital retning. Borgerne er blandt andet klar til at afprøve folketingsvalg via internettet. Analysen viser dog samtidig, at det klassiske fremmødevalg, som vi har i dag, fortsat ses som en god demokratisk tradition.

Er danskenes klar til at droppe papirvalget og overgå til afstemninger via internettet? Kan internetvalg styrke demokratiet, og er danskerne trygge ved at stemme digitalt?

Svarene i en ny rundspørge fra KMD Analyse, der er foretaget blandt 1010 danskere , viser, at danskerne gerne vil forandre vores valg i en mere digital retning - men også, at man ikke her og nu hele vejen rundt er klar til en fuldstændig digital omlægning.

Danskerne vil gerne prøve internetvalg
Borgerne har i årtier afgivet deres stemmer på samme måde, når der har været valg i Danmark. Vælgerne møder op fysisk på valgstederne og afgiver deres stemme med et kryds på de lange stemmesedler. En ny rundspørge fra KMD Analyse, viser dog, at forandringsparatheden er stor blandt borgerne, når det handler om at afprøve digital afstemning.

65 pct. af de adspurgte tilkendegiver, at de er helt enige eller enige i, at vi bør afholde pilotforsøg med stemmeafgivning via internettet. Kun 10 pct. er uenige eller meget uenige i at afholde pilotforsøg.

- Vi har tidligere set ønsker fra en række kommuner om at af­prøve digitale valg. Vores analyse viser, at man fra borgernes side er klar til at prøve afstemning via internettet. Det bør give anledning til fornyede overvejelser om at sætte sådanne for­søg i søen, siger Morten Langager, kommunikationsdirektør i KMD og tidligere mangeårig politisk rådgiver på Christians­borg.

Stor opbakning til frit valg
I forhold til at ændre på selve fremmødevalget her og nu er danskerne delt. Spørgsmålet inddeler respondenterne i næ­sten tre lige store svargrupper. 33 pct. er meget enige eller enige i, at det nuværende fremmødevalg bør erstattes med stemmeafgivning via internettet. 29 pct. er hverken enige el­ler uenige, og 32 pct. er uenige.

Hvis borgerne får mulighed for at stemme digitalt såvel som via fysisk fremmøde, så stiger opbakningen markant. 59 pct. er meget enige eller enige i, at man skal have begge mulighe­der. Kun 16 pct. mener, at det er en dårlig idé.

- Tallene viser, at afstemning via internettet appellerer til en stor gruppe af borgere. Samtidig ser vi, at der er en gruppe, der fortsat gerne vil beholde fremmødevalget såvel som vo­res nuværende brevstemmemulighed. Den brede opbakning bag det frie valg mellem begge stemmemuligheder viser som ved pilotforsøgene, at borgerne er klar til at introducere inter­netvalg i Danmark, siger Morten Langager.

Et øget demokrati
Spørger man ind til udsagn om demokrati, så tegner der sig et billede af, at respondenterne mener, at digital stemmeafgiv­ning kan spille en positiv rolle for demokratiet.

Mest opbakning er der til, at digital stemmeafgivning kan øge mulighederne for at stemme blandt handicappede og gang­besværede vælgere. 81 pct. af respondenterne er enige eller meget enige i det udsagn. 59 pct. mener, at stemmeafgivning via internettet vil øge valgdeltagelsen, og 56 pct. af de adspurgte mener, at det vil øge mulighederne for at få flere folkeafstemninger.

Valg over internettet kan også give anledning til at vende sikkerhed som en faktor.

70 pct. af respondenterne angiver, at de vil være trygge ved at stemme digitalt over nettet, hvis det foregår via NemID login. Kun 13 pct. er uenige eller meget uenige i det udsagn.
Om digitale valg vil give anledning til risiko for øget valgsvindel er mere blandet blandt de adspurgte. 28 pct. er meget enige eller enige i, at det vil øge risikoen. 27 pct. er hverken eller, mens 25 pct. ikke er enige eller meget uenige i udsagnet. 19 pct. er i tvivl.

- I tider, hvor der diskuteres hacking, ransomware, phishing osv. kan det måske overraske lidt, hvor stor tiltroen er til sikre digitale valg. Det er sandsynligvis et udtryk for, at på trods af mange sager og historier om it-kriminelle, så er der en grundlæggende tillid til, at det offentlige i Danmark generelt er gode til at passe på vores personlige og fortrolige oplysninger, fortæller Morten Langager.

En positiv tradition
Valgaftener har ikke ændret sig meget med årene og er forbundet med en særlig stemning, der trækker mange seer på de forskellige kanaler. I alt fulgte 3,3 millioner seere med på valgaftenen ved folketingsvalget i 2015, og 3,8 millioner fulgte med i 20112.

KMD Analyse har spurgt danskerne om deres forhold til vagaftenen. 54 pct. tilkendegiver, at de er enige eller meget enige i, at stemmeafgivning via internettet vil fjerne en positiv tradition med at møde op på valgstederne. Kun 16 % er uenige eller meget uenige i det udsagn.

Et valg via internettet vil hurtigt kunne løfte sløret for valgets vindere og tabere, da optællingen vil kunne offentliggøres forholdsvis hurtigt, efter valgstederne lukker kl. 20.00. Lige under halvdelen mener, at spændingen er en del af den traditionelle valgaften. 45 pct. tilkendegiver, at valgaftenen er spændende at følge, fordi resultaterne ikke kommer lige med det samme. 23 pct. er uenige eller meget uenige i det udsagn. Cirka en tredjedel er indifferente.

- En valgaften er mere end blot stemmeafgivelse og et landsresultat. Kultur og tradition betyder også noget for en stor gruppe borgere, og det skal man selvfølgelig have i baghovedet, når man tænker på at indføre nye teknologier, siger Morten Langager.

Om undersøgelsen og KMD Analyse
Rapporten bygger på en survey, som er gennemført online af KMD Analyse med deltagelse af 1.010 respondenter i alderen 18-80 år. Analysen er gennemført som online-survey gennem UserNeeds' Danmarkspanel i perioden fra den 30 august til den 13. september 2016.

KMD Analyse udarbejder analyser om de digitale muligheder i det offentlige og private Danmark. KMD Analyse har blandt andet tidligere udgivet rapporterne "Den digitale folkeskole - vurderinger og holdninger fra elever og forældre", "Socialt bedrageri i Danmark" og "Telemedicinsk behandling af KOL-patienter - potentialer og barrierer".

Om KMD A/S
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I mere end 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervsmarkedet i Danmark. KMD har en årlig omsætning på godt fem milliarder danske kroner og har omkring 3.200 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension.

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire