Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/03-17   -   Pressemeddelelse

Digital middelaldermatematik vinder Den Digitale Læringspris 2017

Fem vestjyske studerende fra læreruddannelsen i Esbjerg tog førstepræmien på 25.000 kr. i Den Digitale Læringspris ved prisuddelingen på Danmarks Læringsfestival i København torsdag eftermiddag. De fem studerende har lavet et digitalt undervisningsforløb for 5.-6. klasse, hvor de kombinerer matematik, historie og digitale tegneredskaber i et forløb, som gav store roser fra dommerkomiteen. Prisen er et samarbejde mellem landets læreruddannelser og it-virksomheden KMD.



Jublen brød ud, da KMD's direktør for skoleområdet, Jan Gaardbo Jensen læste navnene på vinderne op ved prisuddelingen på Danmarks Læringsfestival i Bella Centeret i København.

Morten Nielsen, Nicolai Edsbjerg Hansen, Jesper Aarhus, Claus H. Hansen og Marie Degn fra UC Syddanmarks læreruddannelse i Esbjerg fik både æren og juryens anerkendende ord samt en check på 25.000 kr., da de løb med sejren i den nationale finale i Den Digitale Læringspris, der uddeles af it-virksomheden KMD til årets bedste digitale undervisningsforløb blandt lærerstuderende.

- Det er selvfølgelig fedt at blive anerkendt, og det har været et rigtig sjovt forløb. Det bedste er dog, at vi har fået så meget feedback på vores forløb. Så vi er glade. Især fordi der har været nogle rigtig gode forløb i finalen, sagde Marie Degn fra vindergruppen lige efter prisoverrækkelsen.

Dem fem seje jyder har vundet Den Digitale Læringspris fra KMD i konkurrence med lærerstuderende fra hele landet.

- Vi har aftalt, at hvis vi vandt skal pengene bruges til at udvikle flere nye forløb. Vi bliver nok spredt på mange skoler, når vi er færdige som lærere, men vi vil stadig arbejde sam
men om nye forløb, lød det fra Marie Degn.

Faglighed, dedikation og masser af engagement
Der var ikke meget tvivl i juryen omkring årets vinder. De fem vestjyske studerende udviser med deres spændende integration mellem matematik og historie, at man med de rigtige it-værktøjer kan lave utraditionelle fagkombinationer med stor didaktisk kvalitet.

- De studerende bag læringsforløbet "Tegn på Tiden" udviser masser af engagement sammen med en dyb faglighed. Det viser lige præcis, hvordan man med digitale ressourcer kan løfte undervisningen og skabe nye muligheder for læring. Den dedikation til projektet, der skinner igennem projektet, viser, at vi her har gøre med nogle studerende, der brænder for deres fag og for det digitale. Det er nørdet på den helt fede måde, siger Mette Hauch, konsulent i Autens, der udvikler skoler og skoleløsninger, og dommer i konkurrencen.

Dommerne sagde i øvrigt om projektet:
"Undervisningsforløbet er tydeligt drevet af begejstring og entusiasme. Det er meget solidt udført med et klart fokus på 21st Century Skills. Videoerne skaber gode muligheder for for flipped classroom og forløbet virker meget færdigt.

Øvelserne er fint skruet sammen med rigtig gode elementer i videoerne som ordforklaringer og skuespil. Dommerne lægger også vægt på, at der er fokus på processen for eleverne med klare instruktioner i hvordan man giver feedback og hvordan man sikrer, at alle elever får del i at bruge Google Sketch-up. Der er også point for at benytte Google Sketch-up og lade programmet være et middel til læring og ikke et projekt i sig selv. Det kommer tydeligt til udtryk i den glimrende lærervejledning, der er udviklet til forløbet."

Ud over gruppen fra Esbjerg var der også rosende ord og diplomer til Josefine Brinck Mulvad, Kenneth Skovbo Weiland, Odin Nielsen og Veronica Kvist Rønnest fra læreruddannelsen Campus Carlsberg under UCC som tog 2. pladsen i Den Digitale Læringspris med et forløb om sociale medier.

Claudia Grandahl Christensen, Kimie Dyrvig og Pernille Rohde Sloth Møller fra University College Lillebælts læreruddannelse i Odense tog 3.-pladsen for deres forløb i matematik om algebra med Barbie-elastikspring som et af hovedelementerne.

Sjovere undervisning
Den Digitale Læringspris er indstiftet af it-virksomheden KMD i samarbejde med læreruddannelser over hele landet. Og der er stor ros til årets vinder fra den danske it-virksomhed.

- Det er et rigtig godt forløb, som vinderne fra Esbjerg har fået sat sammen. Der skal lyde et kæmpe stort tillykke og masser af ros her fra. Ideen med Den Digitale Læringspris har netop været at inspirere flere til at bruge digitale ressourcer i undervisningen i folkeskolen og på læreruddannelsen. Og det gør vinderne til fulde, siger Jan Gaardboe Jensen, direktør for Børn og Unge i KMD.

- Den Digitale Læringspris skal være med til at gøre det endnu mere interessant for lærerstuderende i Danmark at arbejde digitalt. Der er ingen tvivl om, at digitale ressourcer og læremidler brugt på den rigtige måde kan skabe en sjovere undervisning for både lærere og elever. Digital undervisning kan også udfordre eleverne på flere forskellige niveauer og dermed understøtte mange af målene for folkeskolen, forklarer Jan Gaardboe Jensen.

Foto
Foto 01 fra venstre mod højre: Morten Nielsen, Marie Degn, Claus H. Hansen samt Jesper Aarhus. Nicolai Edsbjerg Hansen er med på billedet via et papirark. Prisen overrækkes på foto 02 af Jan Gaardboe Jensen, direktør for Børn og Unge i KMD. Fotograf: Jesper Ludvigsen.

Fakta om Den Digitale Læringspris
Den Digitale Læringspris er indstiftet af it-virksomheden KMD i samarbejde med landets læreruddannelser. Prisen gives til lærerstuderende, som har udviklet det bedste digitalt baserede undervisningsforløb. Prisen blev uddelt første gang i 2014.

Juryen bestod af Mette Hauch, konsulent i konsulenthuset Autens og mangeårig digitaliseringskonsulent i Gentofte Kommune, Pernille Rosenkvist, digital redaktør for forlaget Alinea, Thomas Yung, ekstern lektor og censor på læreruddannelserne og Søren Sommer, implementeringskonsulent, KMD Børn og Unge.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP.

KMD har gennem mange år udviklet software til den danske folkeskole. KMD erhvervede ultimo 2016 den Aalborg-baserede it-virksomhed UVdata, som hører til blandt de førende danske leverandører inden for softwareudvikling til uddannelsessektoren. Med købet skabte KMD det største udviklingshus på uddannelsesområdet i Danmark.

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire