Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/04-11   -   Pressemeddelelse

Vindere af Digitaliseringsprisen 2011 fundet

Årets digitaliseringspris går til Transport-/Klima- og Energiministeriet for deres ESDH-løsning og til Det Fælles Medicinkort fra National Sundheds-it. Der var i alt 38 projekter med i kapløbet om prisen, der blev uddelt i to kategorier; Effektiviseringsprisen og Velfærdsprisen.

I forbindelse med konferencen Digitaliser Danmark 2011 har KMD, Rambøll Management Consulting, HP og CEDI i samarbejde med IT- og Telestyrelsen, Den Digitale Taskforce/Finansministeriet, KL og Danske Regioner netop udnævnt vinderne af Digitaliseringsprisen 2011.

I et imponerende ansøgerfelt blev det Transport-/Klima- og Energiministeriet for deres ESDH-løsning og Det Fælles Medicinkort fra National Sundheds-it, der løb af med sejren. I år var der nomineret seks projekter til prisen, der blev tildelt inden for de to kategorier: Effektiviseringsprisen og Velfærdsprisen.

"Begge vinderprojekter har været med til at realisere lavere ressourceforbrug og øget kvalitet, hvilket er helt altafgørende set i et samfundsperspektiv. Digitalisering er blandt de vigtigste løftestænger til at imødegå de omfattende økonomiske og demografiske udfordringer, vi står over for i Danmark, fortæller KMD direktør Karen Nielsen om motivationen for prisen. Og fortsætter;

"Digitaliseringsprisen sætter spotlys på konkrete it-projekter, som gør en forskel. Det er en fornøjelse at se, at feltet af ansøgerne i år har været bedre end nogensinde, og det vidner om, at it-områdets samfundsmæssige rolle har fået en voksende opmærksomhed".

Effektiviseringsprisen til Transport-/Klima- og Energiministeriet
Kandidaterne til effektiviseringsprisen illustrerer på det administrative område projekter, der gennem effektiviseringstiltag bidrager til at løse den finanspolitiske klemme, som den offentlige sektor står overfor. De nominerede til effektiviseringsprisen var:

· Interregionalt billedindeks - Region Sjælland
· ESDH-implementering - Transport-/Klima- og Energiministeriet
· NemRefusion - KOMBIT

"Ansøgningerne var gode sidste år, men i år er de i særklasse interessante. De nominerede til effektiviseringsprisen tænker hele værdikæden igennem, hvilket skaber markant effektivisering på det administrative område" fortæller medlem af dommerkomiteen Peter Mogensen, politisk kommentator og redaktionschef på Politiken.

Vinderen blev Transport-/Klima- og Energiministeriet for deres ESDH implementering;

"Transportministeriet og Klima- og Energiministeriet viser vejen for, hvordan man stadig på det administrative område kan realisere store gevinster. Deres ESDH-løsning er banebrydende i forhold til at sammentænke de politiske sagsbehandlingsprocesser og journaliseringspraksis, da registrering og journalisering sker automatisk samtidig med, at man sagsbehandler og fx sender mails fra systemet. Det er også nytænkende, at løsningen er udstyret med social teknologi, så der til hvert dokument er tilknyttet en chatfunktion. Derudover er det fantastisk så hurtigt systemet er at implementere - kun seks måneder i Transportministeriet og otte uger i Klima- og Energiministeriet", fortæller direktør Keld Jersild Olsen fra HP, der overrakte prisen.

Velfærdsprisen til National Sundheds-it
Kandidaterne til velfærdsprisen giver bud på, hvordan serviceniveauet fremadrettet kan sikres på velfærdsområderne. De nominerede til velfærdsprisen var:

· Forbedrede klageveje via forbrug.dk - Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
· Det Fæles Medicinkort (FMK) - National Sundheds-it
· Patientkufferten - Odense Universitetshospital

"De nominerede til velfærdsprisen formår både at frigøre ressourcer til kerneydelserne på velfærdsområderne og sætte den enkelte borgers velfærdsbehov og retssikkerhed i centrum", fortæller dommer Louise Gade, der er vicedirektør for HR på Århus Universitet og tidligere borgmester for Aarhus Kommune.

"Det er desuden interessant, hvordan en kobling mellem de nominerede løsninger til velfærdsprisen tilsammen skaber en langt mere effektiv og sammenhængende offentlig sektor centreret om brugerens behov" siger Louise Gade.

Vinderen blev Det Fælles Medicinkort (FMK) fra National Sundheds-it;

"Det Fælles Medicinkort indeholder et bredt samfundsperspektiv i forhold til at øge kvaliteten betragteligt i sundhedsydelserne, fordi medicinkortet markant reducerer fejlprocenten og dermed øger patientsikkerheden. Løsningen bidrager til øget gennemsigtighed i forbindelse med medicinering både nationalt og internationalt, da medicinkortet kan give udenlandske læger mulighed for at se danske borgeres aktuelle medicinering, når borgeren konsulterer en udenlandsk læge fx under ferieophold i udlandet. Derudover er det imponerende, at løsningen er implementeret i sundhedssystemets komplekse systemlandskab, der indeholder utroligt mange integrationer", siger Keld Jersild Olsen fra HP.

Trends i ansøgerfeltet
Overordnet var hele ansøgerfeltet i 2011 præget af nogle meget modne digitale løsninger. Derudover er det tydeligt, at den nye priskategori "Velfærdsprisen" har været et tilløbsstykke i forhold til løsningerne på sundhedsområdet.

"Man kan her se at den høje digitaliseringsgrad inden for sundhedsområdet også spiller igennem i forhold til de velfærdsteknologiske løsninger, der kandiderer til velfærdsprisen, fx den nominerede Patientkuffert. Det bliver fremadrettet interessant at følge, hvordan digitaliseringen vil brede sig til de øvrige velfærdsområder inden for uddannelse, ældreomsorg etc." siger Ejvind Jørgensen Markedsdirektør i Rambøll Management Consulting. Og fortsætter;

"Der har været 38 projekter med i kapløbet om prisen. Alle projekterne afspejler bredden og dybden i den digitalisering, som foregår på tværs af de offentlige myndigheder. Samtidig viser projekterne, at der er rigtig mange gode digitaliseringshistorier, som ikke altid får den opmærksomhed, de fortjener".

Om digitaliseringsprisen
Digitaliseringsprisen er et initiativ fra Videnskabsministeriet, Finansministeriet, Danske Regioner, KL, KMD, HP, CEDI og Rambøll Management Consulting. Dommerkomitéen består af Peter Mogensen, politisk kommentator og redaktionschef på Politiken og Louise Gade, vicedirektør for HR på Århus Universitet og tidligere borgmester for Aarhus Kommune.

Læs mere om Digitaliseringsprisen på www.digitaliseringsprisen.dk

Relevant information

http://www.kmd.dk


Pressekontakt


Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire