Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/10-11   -   Pressemeddelelse

Drama bag ny institutionsløsning fra KMD

KMD er med en ny it-løsning til SFO'er og institutioner gået en særdeles utraditionel vej for at skabe en så effektiv og nyttig it-løsning som mulig. Løsningen, minInstitution, er nemlig skabt i samarbejde med teatret Katapult fra Aarhus. SFO'en på Svebølle Skole i Kalundborg Kommune har været de første til at afprøve resultaterne af det usædvanlige samarbejde.

En ny it-løsning fra KMD til de danske SFO'er og institutioner gør nu hverdagen langt lettere for institutionerne, deres ansatte såvel som forældrene. Blandt andet samler it-løsningen al kommunikation mellem forældre og institution et sted, hvor man kan tilgå det fra forskellige platforme som sms og smartphone.

Løsningen er blevet til i et helt usædvanligt samarbejde med det Aarhusianske teater Katapult samt Alexandra Instituttet og Go'Proces. Her har systemudviklerne via hørespil fået mulighed for at komme helt ind under huden på en hverdag i en SFO.

- Konceptet har givet udviklerne mulighed for at komme meget tættere på en forståelse af brugernes hverdag, og i hvilke situationer løsningerne skal bruges. Kravene til løsningen blev dermed vurderet med både en funktionel og en mere indlevende vinkel. I sidste ende giver det mere udbytterige og brugervenlige systemer, fortæller afdelingsdirektør Elsebeth Jepsen fra KMD's Børn og Unge område.

Blæksprutten fik tid til pædagogik
Et af omdrejningspunkterne i den nye institutionsløsning er, at it-systemet giver en nemmere hverdag for de forskellige målgrupper. Pædagogerne skal blandt andet bruge mindre tid på administration;

- Mange af de tidligere manuelle arbejdsgange er blevet digitaliseret og automatiseret. Det betyder, at der kan reduceres væsentligt i den tid, personalet bruger på administrative opgaver. Dermed kan de knappe ressourcer i institutionerne i højere grad bruges på børnene, hvilket har en positiv betydning for alle parter - lige fra forældrene til kommunens økonomiafdeling, forklarer Elsebeth Jepsen.

I SFO'en på Svebølle Skole, som har været såkaldt pilot på løsningen, har netop frigivelse af ressourcer været et omdrejningspunkt for indføringen af den nye institutionsløsning.

- Kommunen ser jo mere end nogensinde på ressourceforbruget. Vi har tidligere haft en medarbejder, en blæksprutte, der havde rigtig mange rene registreringsopgaver som indkrydsning, udkrydsning og afsendelse af børn til alle mulige aktiviteter. Det er ændret med de nye digitale registreringsfunktioner, som betyder mere tid til at spille spil og andre mere givtige ting med børnene, fortæller SFO leder Lykke Jønck.

Forældrene kan via også minInstitution opdatere barnets stamdata og tilladelser, foretage registrering i forhold til ferier, tilmelding til arrangementer, legeaftaler etc.

Den rødglødende telefon er væk
Et af områderne, som udviklerne også fik gode input fra via AudioMove projektet, er den daglige kommunikation mellem forældre og pædagoger.

- Den slidte kinabog og de gule post-it sedler skiftes ud. Al informationer fra institutionen såvel som forældrene er samlet i minInstitution og kan tilgås fra forskellige medier, der passer den enkelte i situationen, siger Elsebeth Jepsen og fortæller, at løsningens app tilgang får præmiere i slutningen af oktober.

I Svebølle glæder man sig til at tage den nye smartphone applikation i brug, men har allerede haft gavn af den digitale kommunikation.

- Vi havde tidligere en telefon, der var rødglødende. Vi brugte meget tid på at tale med forældre om små beskeder, som hvornår barnet skal gå hjem, hvem de har aftalt at lege med osv. Den er blevet klart mere stille. Forældrene har lige skulle vende sig til de nye tider, men de er stille og rolig kommet med, siger Lykke Jønck. Og fortsætter;

- Jeg ser rigtig gode muligheder for at fortsætte digitalisering af institutionsområdet, og vi har været rigtig glade for samarbejdet med KMD, der løbende har været gode til at lytte til vores erfaringer. Eksempelvis har vi fået foretaget ændringer i aftalesystemet, hvor vi har fået indlagt nogle praktiske grupperinger, og vi har fået en historik på vores ind- og udmeldelsesbeskeder, som vi så, vi manglede. Selv om det kræver ressourcer at være med i et sådant samarbejde, har det været det værd, fortæller Lykke Jønck, der vurderer, at digitalisering er med til at skabe en hverdag, hvor man flytte ressourcer fra de omkringliggende opgaver til børnene i stedet for.

Lærerig udviklingsoplevelse
I KMD er man særdeles tilfreds med samarbejdet og erfaringerne fra SFO'en i Svebølle - og over, at man også fra starten valgte at inddrage de utraditionelle metoder via teaterprojektet;

- I KMD er vi hele tiden meget opmærksomme på at tænke nyt og udvikle løsninger, som brugerne bliver glade for. Med AudioMove projektet så vi en mulighed for at parre målet om hele tiden at lave bedre systemer med en forventning om også at effektivisere udviklingsprocessen. Det er interessant at være med til nytænkning inden for brugerdrevet innovation, at kunne øge den brugeroplevede kvalitet og også effektivisere udviklingsprocessen på en og samme gang, siger Elsebeth Jepsen.

Relevant information

http://www.kmd.dk


Pressekontakt


Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire