Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/06-12   -   Pressemeddelelse

Danskerne vil have digitale velfærdsrettigheder

En ny undersøgelse fra KMD Analyse viser, at danskerne bakker om op, at ældre og kronisk syge i alle landets kommuner skal have adgang til velfærdsteknologiske løsninger. Der er samtidig opbakning til at give borgerne en ret til at få tilbudt digital pleje. Derved har regeringen og KL ved årets kommuneforhandlinger fået en positivt digital tilkendegivelse fra danskerne, når indretningen af fremtidens velfærd skal sammensættes. Analysen viser dog også, at danskerne ikke er til digital tvang.

Når politikerne ved årets kommuneforhandlinger skal drøfte, hvordan fremtidens velfærd skal indrettes, så får de en klar pejling fra borgerne. Her er man klar til at gøre tingene digitalt anderledes end i dag. Det viser den helt nye undersøgelse "Danskerne og velfærdsteknologien" fra KMD Analyse.

- Velfærdsteknologi er en god mulighed for at forene målene om bedre kvalitet i plejen og mere effektiv udnyttelse af de sparsomme offentlige ressourcer. Vores analyse peger på, at danskerne er parate til at indrette omsorgsydelserne mere digitalt. Det bør forhandlingsparterne have in mente, når de i de aktuelle forhandlinger, ser på, hvordan velfærden skal indrettes fremadrettet siger Lars Monrad-Gylling, adm. direktør i KMD.

Danskerne vil have digitale velfærdsrettigheder
Det fremgår af regeringsgrundlaget, at "det skal undersøges, hvordan det for kroniske patienter og andre særligt relevante patientgrupper, kan gøres til en rettighed at tilvælge telemedicinske løsninger, som en del af sin behandling".

Det er stor opbakning til digitale velfærdsrettigheder blandt borgerne ifølge undersøgelsen. 68% af befolkningen erklærer sig helt eller delvist enige i, at det vil være en god idé at sikre danskerne en digital velfærdsrettighed, der garanterer, at kronisk syge og modtagere af hjemmehjælp på udvalgte områder har ret til at få tilbudt velfærdsteknologi til eksempelvis at kommunikere via video med sundheds- og plejepersonale.

- Regeringens ambitioner om digitale velfærdsrettigheder harmonerer fint med befolkningens ønsker på området. Borgerne ser på linje med regeringen velfærdsteknologi som noget positivt, som man gerne vil sikre, at danskerne får mulighed for at benytte, siger Lars Monrad-Gylling.

Alle skal have adgang til velfærdsteknologi
Regeringsgrundlaget peger endvidere på, at Regeringen i samarbejde med kommunerne vil undersøge mulighederne for at øge udbredelsen af velfærdsteknologi inden for ældreområdet. Det er der bred opbakning til i befolkningen.

KMD Analyses undersøgelse viser, at det ligger danskerne på sinde at sikre, at kronisk syge og ældre får lige mulighed for at benytte sig af velfærdsteknologi uanset, hvor de har valgt at bosætte sig i landet. To tredjedele af befolkningen (67%) erklærer sig helt eller delvist enige i spørgsmålet om, hvor vidt anvendelsen af velfærdsteknologi bør tilbydes til de ældre og kronisk syge i alle kommuner i hele landet.

Undersøgelsen viser endvidere, at et flertal i befolkningen er indstillet på at benytte sig af velfærdsteknologi, hvis de skulle komme i den situation, at de fik behov for hjemmepleje eller behandling for kroniske lidelser. Således tilkendegiver 70% af de adspurgte at ville benytte sig af velfærdsteknologi, mens yderligere 14% giver udtryk for, at de måske vil benytte velfærdsteknologi, hvis de fik behov for det. Kun 13% af befolkningen er således afvisende over muligheden.

- Undersøgelsen viser, at befolkningen i højere grad ser muligheder end begrænsninger i de nye teknologier. Danskerne vil gerne selv benytte velfærdsteknologi og ser det gerne udbredt til hele landet. Det er yderst positivt, når nu vi står foran en opgave med at indrette vores velfærdservices på en ny og smartere måde, siger Lars Monrad-Gylling.

Et godt udgangspunkt er på plads
Tallene dækker dog over visse forskelle på tværs af alder, køn og uddannelse. De mest positive for at benytte velfærdsteknologi er yngre, højtuddannede mænd. Og de mest skeptiske er folk på 76 år eller ældre. Undersøgelsen viser dog, at borgere, der i dag modtager hjemmehjælp, ikke er mindre tilbøjelige til at ville bruge velfærdsteknologi end borgere for hvem, det kun er en tænkt situation.

- Det er kun naturligt, at den ældre generation, der ikke er opvokset med al den nye teknologi, forholder sig mere afventende. Men det er værd at bemærke, at mange borgere, der allerede i dag modtager hjemmehjælp, bakker op om de digitale muligheder. Det giver en rigtig fornuftig platform at arbejde ud fra, fortæller Lars Monrad-Gylling.

Selv om størstedelen af befolkningen gerne vil benytte velfærdsteknologi og gerne ser det udbredt til hele landet er borgerne ikke parate til at blive pålagt at bruge velfærdsteknologi. Således mener 94% af befolkningen, at det skal være frivilligt for modtagere af hjemmepleje og kronikere, om de vil benytte sig af velfærdsteknologi.

- Samlet tegner der sig et billede af en befolkning, som meget gerne vil velfærdsteknologi, men i deres eget tempo. Det er et rigtig godt udgangspunkt for udbredelse i stor skala. Det ligger lige for at tilbyde velfærdsteknologiske løsninger til den brede gruppe, som meget gerne vil benytte dem. Og da det er vigtigt, at man skal føle sig tryg med de nye teknologier, kan man lade de afventende se tiden an og finde ud af, om det er noget for dem, forklarer Lars Monrad-Gylling.

Om KMD Analyse
KMD Analyse er en vidensenhed i KMD, som primært udarbejder analyser om de digitale muligheder i det offentlige og private Danmark. KMD Analyse har blandt andet tidligere udgivet rapporterne "Digitalisering af ældreplejen - Potentialer og holdninger" og "Det Digitale Borgerindeks - Danskernes holdning til offentlig digitalisering" samt "Folkeskolens digitale tilstand". KMD Analyse samarbejder bl.a. med Center for Digital Forvaltning (CEDI) om udvikling af analyserne.

Analysen "Danskerne og velfærdsteknologien" er udarbejdet på baggrund af i alt 1.000 gennemførte telefoninterviews med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Interviewene er gennemført af analyseinstituttet Epinion i perioden 20. april - 2. maj 2012.

Læs mere om KMD Analyse og hent rapporterne på www.kmd.dk/analyse

Om KMD A/S
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I knap 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervskunder i Danmark. KMD har en årlig omsætning på omkring fire milliarder danske kroner og har mere end 3.000 ansatte. KMD er ejet af EQT og ATP.

Relevant information

http://www.kmd.dk


Pressekontakt


Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire