Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/01-13   -   Pressemeddelelse

KMD gennemfører organisationstilpasning

KMD tilpasser organisationen og planlægger at nedlægge op til 100 stillinger fra den del af forretningen, der udvikler administrative it-løsninger. Det sker som følge af, at KMD på dette område går fra en periode med dobbelt drift af it-systemer og omfattende opbygnings- og udviklingsaktiviteter til en mere driftsorienteret fase.

Gennem de seneste år har KMD udviklet og opbygget den offentlige ERP løsning, KMD Opus, der er en afløser for flere ældre kommunale it-systemer inden for løn-, økonomi- og betalingsområdet. Opbygningen af KMD Opus er nået langt, og derfor undergår KMD's administrative forretningsområde nu en transition fra en omfattende opbygnings- og udviklingsfase til et mere driftsorienteret fokus. Samtidig udfases den ældre generation af systemerne. KMD tilpasser på den baggrund organisationen og planlægger at nedlægge op til 100 stillinger, hvilket svarer til lige under 3 % af den samlede arbejdsstyrke i KMD koncernen.

- Det er bestemt ikke rart at skulle sige farvel til respekterede og dygtige medarbejdere. Den situation er vi meget berørt af. Vi har igennem en årrække betjent to generationer af systemer til det samme område. De ældre udgaver af systemerne er nu ved at blive udfaset, og derfor har vi ikke behov for samme antal medarbejdere, forklarer Lars Monrad-Gylling, adm. direktør i KMD.

De organisatoriske ændringer sker også for at tilpasse forretningen til den konkurrencemæssige situation i markedet.

- Selv om KMD generelt klarer sig godt med mange års fremgang i omsætning og resultat, så er det naturligvis helt afgørende, at vi kontinuerligt sikrer, at alle forretningsenheder i KMD er sunde og konkurrencedygtige. Det er vigtigt, at KMD også fremover kan levere attraktive løsninger til konkurrencedygtige priser til vores kunder, siger Lars Monrad-Gylling.

Medarbejderne er i dag blevet orienteret om ændringerne i organisationen, og KMD's ledelse vil nu sammen med tillidsrepræsentanter fra HK se på, om det er muligt at nedbringe antallet af afskedigelser gennem frivillige fratrædelsesordninger.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer over 400 mia. kroner. Det svarer til cirka 25 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.400 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension. Læs mere på www.kmd.dk

Relevant information

http://www.kmd.dk


Pressekontakt


Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire