Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/04-13   -   Pressemeddelelse

Lejre vælger KMD til effektivisering af administrative processer

Efter EU udbud har Lejre Kommune valgt, at KMD de næste seks år skal stå for it-understøttelsen af løn, personale og økonomi i kommunen. Baggrunden er en ambition om at effektivisere gennem en yderligere digitalisering af de administrative processer i kommunen.

I Lejre Kommune arbejder man løbende på at effektivisere administrationen. Et fokusområde er potentialet i at digitalisere de administrative processer yderligere.

Efter EU-udbud har kommunen valgt at indføre et tværgående koncernstyringssystem fra it-virksomheden KMD til at it-understøtte økonomi- og personaleområdet. Aftalen om systemet, KMD Opus, gælder de næste seks år.

- Vi er glade for at have lavet en aftale med KMD. Vi har forventninger til, at vi gennem en yderligere digitalisering af de administrative processer kan effektivisere yderligere. Det handler grundlæggende om, at vi ved at have et samlet værktøj får bedre mulighed for at styre kommunen mere effektivt, fortæller kommunaldirektør Torben Gaarskær fra Lejre Kommune.

Tværgående effektivitet
KMD Opus er baseret på den udbredte og internationalt anerkendte ERP platform fra den tyske it-gigant SAP. ERP står for Enterprise Resource Planning og kendes bedst fra det private erhvervsliv, hvor et betydeligt antal virksomheder globalt set benytter SAP it-teknologien til at styre deres forretning. I Danmark har KMD de seneste år haft succes med at skræddersy platformen til den danske kommunale sektor, så den passer til netop deres behov.

- Tankegangen bag KMD Opus er, at data registreres ét sted og genanvendes alle relevante steder og i relevante sammenhænge. Det betyder blandt andet, at medarbejderne centralt og ude i kommunens institutioner altid har adgang til opdaterede relevante oplysninger. Institutionslederen og medarbejderen kan selv indberette fravær, ferie og kørsel direkte i systemet. Det betyder, at man på rådhuset ikke længere behøver at bruge tid på den opgave og i stedet kan bruge tiden på noget andet, forklarer KMD direktør Karen Nielsen.

Den samlede tværgående koncerntankegang bag it-systemet betyder også, at kommunen får nye muligheder for at styre mere effektivt.

- At løsningen bryder med den traditionelle opdeling i særskilte områder i kommunen betyder bl.a., at løndata automatisk også er økonomidata. Det giver blandt andet Lejre Kommune mulighed for at simulere økonomiske forhold og eksempelvis se, hvad nyansættelser betyder for den samlede økonomi. Eller om det kan betale sig at fastansætte i stedet for at hyre vikarer, siger Karen Nielsen.

Det er planen, at Lejre Kommune er i fuld drift på den nye løsning i foråret 2014.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer over 400 mia. kroner. Det svarer til cirka 25 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. For nylig er KMD gået i gang med at digitalisere de store velfærdsområder med ny velfærdsteknologi - fra folkeskole til hjemmepleje. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.400 ansatte. KMD er ejet af Advent International samt Sampension. Læs mere på www.kmd.dk

Kontaktinformation:
Lejre Kommune, koncernsekretariatschef Mikkel Solgaard Bojsen-Møller, telefon 46 46 44 50
KMD, pressechef Christoffer Hellmann, telefon 44 60 18 09, mobil 25 29 17 84, che@kmd.dk

Relevant information

http://www.kmd.dk


Pressekontakt


Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire