Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/10-13   -   Pressemeddelelse

Unge nordjyder med autisme skal sælge over fire tons KMD-udstyr

Over 15 paller med mere end fire tons brugt it-udstyr er netop ankommet fra KMD til NordVirk i Aabybro. Nordvirk er en socialøkonomisk virksomhed, der skaber arbejde til 13 unge med autismespektrumforstyrrelser (ASF). It-udstyret bliver nu sat i stand og videresolgt til mindre private virksomheder samt foreninger i Nordjylland. NordVirk glæder sig til at komme i gang med udstyret og i KMD er man glad for, at maskinerne kan få et nyt liv uden for KMD.

Den nystartede virksomhed NordVirk i Aabybro er på mange måder en helt normal it-arbejdsplads, som bl.a. lever af at sælge it-udstyr til mindre private virksomheder, offentlige institutioner, skoler mv. Men så alligevel ikke.

NordVirk fungerer som en såkaldt socialøkonomisk virksomhed, hvor de ansatte i virksomheden er unge med ASF. De får en meningsfuld hverdag ved at sætte brugt it-udstyr i stand og sælge det videre.

Og NordVirk har netop fået en af de helt tunge opgaver. Helt præcist 4,4 tons brugt it-udstyr fra den nordjyske it-koncern KMD.

- Vi er utroligt glade for den opbakning, vi får fra en virksomhed som KMD. Det er helt afgørende for vores succes som virksomhed, at vi kan give vores unge medarbejdere med autisme noget meningsfuldt arbejde. Det kan vi kun, hvis virksomheder som KMD giver os noget at arbejde med, og det må man da sige, at vi har fået denne gang med de mange paller med udstyr fra KMD, siger NordVirks direktør Stepan Lee.

Godt rygstød til spirende virksomhed
I KMD er der stor begejstring over samarbejdet:

- Vi er meget glade for at samarbejde med NordVirk. Det it-udstyr, som vi leverer, har haft sin levetid i KMD, men det kan sagtens stadig gøre gavn andre steder. På den her måde støtter vi både en spirende virksomhed og giver nogle unge mennesker noget interessant at kaste sig over. Vi er jo selv it-nørder i KMD og kan se det spændende i at få noget godt grej mellem hænderne, siger Mikkel Klausen, CSR-chef i KMD.

Han fortæller endvidere, at der naturligvis også er en miljømæssig dimension i aftalen, da man reducerer miljøbelastningen fra destruktionen af ældre pc'ere og andet it-udstyr ved at puste nyt liv i det.

KMD har tidligere leveret 250 ældre pc'ere til NordVirk, og i denne ombæring er det blevet til syv store paller med PC'ere og diverse it-relateret udstyr, fem halve og kvarte paller med såkaldte docking-stationer og syv store paller med skærme. Herudover fik NordVirk også tre store Xerox printere med i sendingen.

BILLEDTEKST: NordVirks direktør, Stepan Lee (th) tager hul på de 4,5 tons it-udstyr fra KMD.

Om NordVirk
NordVirk er en socialøkonomisk virksomhed, der skaber arbejdspladser for personer med diagnosen autismespektrumforstyrrelse. NordVirk aftager store portioner af brugt it-udstyr, som herefter bliver skrottet, repareret og solgt videre til foreninger, skoler, virksomheder og private m.m. via Microsofts Refurbisher Program.

NordVirk er en socialøkonomisk virksomhed, der har fokus på de menneskelige ressourcer. Alt overskud kanaliseres derfor tilbage til virksomheden NordVirk, hvormed grundlaget dannes for det videre arbejde med at skabe beskæftigelsesmuligheder for flere personer med ASF. I dag deltager 13 unge med ASF i NordVirks tilbud.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervsmarkedet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer over 400 mia. kroner. Det svarer til cirka 25 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har over 3.000 ansatte. KMD er ejet af Advent International og SamPension.

Kontaktinformation:
NordVirk, Direktør Stepan Lee telefon, 22 27 10 83, sl@nordvirk.dk
KMD, Pressechef Christoffer Hellmann, telefon 44 60 18 09, mobil 25 29 17 84, che@kmd.dk

Relevant information

http://www.kmd.dk


Pressekontakt


Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire