Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/01-14   -   Pressemeddelelse

KMD kaptajnen takker af

Efter 15 år som adm. direktør har Lars Monrad-Gylling besluttet at stoppe i KMD. Virksomheden står derfor over for et direktørskifte, og bestyrelsen er i fuld gang med at finde en ny topchef. Under Lars Monrad-Gyllings lederskab har KMD undergået en historisk udvikling fra at være offentlig ejet it-leverandør til i dag at være en privatejet, succesfuld it-virksomhed.

KMD's adm. direktør Lars Monrad-Gylling har besluttet sig for at stoppe i KMD efter 15 år som topchef. Bestyrelsen er nu i gang med at finde afløseren til jobbet som adm. dirktør i den danske it-virksomhed. I overgangsperioden, indtil den nye adm. direktør er udpeget, vil Lars Monrad-Gylling fortsætte som øverste leder i KMD i tæt samarbejde med COO, Carsten Fensholt, der har det daglige ansvar for KMD's forretning.

Lars Monrad-Gylling har været adm. direktør for KMD siden 1998. Koncernen har i perioden etableret sig som en af de største og mest innovative private teknologileverandører til den offentlige sektor.

Lars Monrad-Gylling har blandt andet stået i spidsen for en privatisering af virksomheden, været ansvarlig for det største it-projekt i Danmark til dato ved Kommunalreformen i 2007 samt igangsat en ny strategisk satsning inden for velfærdsteknologi.

- I mine 15 år hos KMD har jeg set virksomheden undergå en forvandling fra at være en offentligt ejet it-leverandør til en moderne privat virksomhed. Jeg er stolt af KMD's udvikling i denne periode, og det har været spændende at være en del af. Jeg forlader en virksomhed, der er stærk, både økonomisk og kommercielt. Tiden er nu inde til, at nye kræfter tager over, og jeg selv kan kaste mig over et nyt kapitel af mit liv, siger Lars Monrad-Gylling.

KMD's bestyrelsesformand Léo Apotheker har følgende kommentar til Lars Monrad-Gyllings beslutning:

- På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Lars for hans ledelse af KMD og for alt det, han har gjort for virksomheden, dens offentlige og private kunder og, i et bredere perspektiv, for at støtte digitalisering af den offentlige sektor i Danmark gennem de sidste 15 år. Lars har spillet en central rolle i omstillingen af KMD, været primus motor på et vellykket forandringsprogram i et udfordrende erhvervsklima og har udviklet virksomheden til den førende leverandør af specialløsninger i Danmark. Vi ser frem til at bygge videre på det stærke fundament, der er blevet lagt i Lars' tid som adm. direktør og ønsker ham alt godt fremover.

Om Lars Monrad-Gylling
Lars Monrad-Gylling, født 1960, blev udnævnt til adm. direktør for KMD i september 1998 efter at være tiltrådt hos KMD i 1997 som salgsdirektør. Han kom fra IBM, hvor han var i 12 år, senest som salgsdirektør for det daværende datterselskab Responsor.

Som adm. direktør for KMD har Lars Monrad-Gylling stået i spidsen for virksomhedens mest markante milepæle: Danmarkshistoriens til dato største it-projekter i forbindelse med Kommunalreformen i 2007, privatiseringen af KMD i slutningen af 2008, hvor KL solgte KMD til EQT og ATP. I slutningen i 2012 skiftede KMD igen ejere, da KMD blev købt af den internationale kapitalfond Advent International. Og i dag er KMD en sund og solid it-virksomhed.

Lars Monrad-Gylling er cand.merc. fra 1985 med speciale i afsætningsøkonomi og strategisk planlægning fra Handelshøjskolen i København. Samme sted er han medlem af et advisory board for MBA-uddannelsen med fokus på e-handel og MITS-uddannelsen. Desuden er han forretningsudvalgsmedlem i Dansk Erhverv og har tidligere været formand for IT-Branchen, hvor han stadig er bestyrelsesmedlem.

Lars Monrad-Gylling bor i Charlottenlund sammen med sin hustru Helle, som han har børnene Emma og Mads med. Når han ikke er på arbejde, er det især rejser, sommerhuset og cykling, som Lars interesserer sig for.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I mere end 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer over 400 mia. kroner. Det svarer til cirka 25 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som afholdelse af folketingsvalg i Danmark til digitale undervisningsplatforme i folkeskolen. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har mere end 3.000 ansatte. Læs mere på www.kmd.dk.

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire