Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/06-14   -   Pressemeddelelse

KOL-patienter mødes med sygeplejersken på nettet i Faaborg-Midtfyn

Der er blevet kortere afstand mellem KOL-patienterne og sygeplejerskerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. De er nu blot et par klik væk fra hinanden. Et nyt projekt i samarbejde med it-virksomheden KMD har omlagt store dele af patienternes kontakt med sygeplejerskerne til online dialog i stedet for at mødes fysisk. Samtidig får en helt ny gruppe af KOL-ramte borgere hjælp. Projektet er søsat i samarbejde med patienterne selv, og de første erfaringer peger mod større tryghed og en mere effektiv hverdag for både patienter og sygeplejersker.

Reducering af indlæggelsesdage og øget livskvalitet. Det er to af målene for et nyt projekt i Faaborg-Midtfyn kommune, hvor en gruppe KOL-patienter mødes med sygeplejerskerne over nettet i stedet for de traditionelle fysiske besøg. Projektet er sat i søen sammen med det lokale KOL-netværk samt it-virksomheden KMD, der står bag teknikken.

- Invester før det sker. Det er et af de centrale omdrejningspunkter for vores projekt, hvor vi blandt andet har valgt at inddrage KOL ramte borgere, som normalt ikke er en del af vores behandling. Vi kan se, at der er meget at hente, hvis vi bliver bedre til at fange tingene tidligere og dermed kan være med til at forhindre indlæggelser til gavn for både livskvalitet og kommunens økonomi, fortæller Michael Bech Petersen, udviklingskonsulent i Pleje og omsorg i Faaborg-Midtfyn Kommune.

KOL-Sygeplejerske Ruth Low uddyber;

- Det giver rigtig god mening at nå ud til de mindre dårlige KOL-borgere, da de også kan have rigtig god gavn af information om deres sygdom og medicinen, træningsvejledning, ernæringsvejledning osv. I sidste ende kan en tidlig indsats være med til at give borgeren en større livskvalitet og forhindre unødvendige genindlæggelser.

Projektet omfatter en gruppe på 15 KOL-ramte borgere, der til og med august skal bruge værktøjet KMD Viva i deres dialog med kommunens sygepleje. Gruppen består af patienter, der i dag modtager besøg fra sygeplejen samt borgere, som ikke modtager besøg. I den førstnævnte gruppe er en del af de normale besøg blevet omlagt til online besøg.

KOL-patienterne er med om bordet
Projektet i Faaborg-Midtfyn Kommune er sat i søen sammen med det lokale KOL-netværk.

- I KOL-netværket vil vi naturligvis gerne gøre endnu mere for KOL-berørte borgere i kommunen, og det her initiativ er rigtig godt. Vi sætter stor pris på at være inviteret med om bord, og det tætte samarbejde giver os gode muligheder for at komme med input og feedback fra vores netværk, siger Lone Jeppesen, formand for KOL-netværket.

I kommunen har det været centralt at få borgerne med i planlægningen af projektet.

- Vi synes, det giver et enormt løft at få borgerne med ind i maskinrummet. Som kommune skal man ikke være bange for at give lidt slip på kontrollen. Projektet er jo i høj grad etableret for borgerne, og derfor er deres input også rigtige vigtige, hvis vi skal lykkedes med vores målsætninger om at øge livskvaliteten. Som en god sidegevinst har det heller ikke være noget problem at få borgere til at prøve de nye online muligheder. Takket være KOL netværket, har de været klar og rigtig motiverede for at være en del af projektet, forklarer Michael Bech Petersen.

Gode perspektiver
Projektet bliver afsluttet til sommer, men allerede nu giver erfaringerne grobund for optimisme og perspektiver for et permanent tilbud.

- Vi kan via skærmen blandt andet se farverne i folks kinder og have en givtig dialog. Så snart den første hurdle med at være sammen over nettet er overvundet, så er det et rigtigt glimrende værktøj. Jeg kan sagtens se, at det er noget, vi kan bruge på den længere bane. Og ikke kun på KOL-området men også til andre grupper af borgere, fortæller Ruth Low.

Hos it-virksomheden KMD er man rigtig glade for den gode start i projektet.

- Vi oplever en helt fantastisk og meget engageret tilgang fra kommunen. Al erfaring viser jo, at meget handler om teknik men det meste om mennesker, hvis man skal have succes med et projekt som det her. I KMD er vi rigtig glade for samarbejdet med Faaborg-Midtfyn, og det bliver spændende at se, hvor langt vi kan nå i projektperioden, siger projektleder Sigurd Saaby Mehlum fra KMD.

Om KOL
Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er en invaliderende lungesygdom, som påvirker livet for mindst 430.000 danskere. Hver dag dør 10 mennesker i Danmark af KOL. Sygdommen er i den sidste fase invaliderende pga. tiltagende åndenød og anfaldsvise forværringer (eksacerbationer). Patienten oplever hyppige indlæggelser og genindlæggelser, og særligt indlæggelserne er omkostningskrævende, både for sygehuset, kommunen og patienten selv. På grund af den fysiske belastning og angsten for åndenød bliver mange mennesker med KOL mere isolerede og mindre mobile i takt med sygdommens udvikling. Det betyder bl.a. at man undgår at deltage i træningstilbud eller lignende udenfor hjemmet. Hermed er der skabt en ond cirkel, da netop fysisk aktivitet og samvær er med til at skabe et bedre liv med KOL.

Om KMD Viva
KMD Viva er en digital internetbaseret platform, der samler alle kommunens digitale serviceydelser til borgeren - fx virtuel genoptræning, online samtaler i forbindelse med KOL, fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Platformen giver hver borger en samlet indgang til sine visiterede digitale ydelser og kommunikationen om dem. KMD Viva guider eksempelvis borgeren gennem sine aktiviteter med en kalenderfunktion og beskedservice. Der er også mulighed for videosamtaler, distribution af videoer og indtastning af målinger. Platformen kan rumme alle kommunens digitale tilbud til borgerne - på tværs af forskellige it-leverandører.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte.

Kontaktinformation:
Faaborg-Midtfyn Kommune, Pleje og omsorg, udviklingskonsulent Michael Bech Petersen, telefon 72 53 50 03, mobil 72 53 50 53, mbp@fmk.dk

Faaborg-Midtfyn Netværksgruppe, formand Lone P. Jeppesen, telefon 23 90 48 40, loneogborge@gmail.com

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire