Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/06-14   -   Pressemeddelelse

KMD styrker topledelsen

Den danske it-virksomhed KMD styrker nu den øverste ledelse og henter to betydelige kapaciteter fra den danske it-branche. 48-årige Jesper Kryhlmand, senest Vice President for HP Enterprise Services i Skandinavien, hentes ind som direktør for Erhverv & Infrastruktur. Michael Holmberg Andersen, 49 år, bliver ny chef for KMD Software Center og hentes fra SimCorp, hvor han senest som Senior Vice President har stået i spidsen for deres Business Applikation produktdivision.

KMD får denne sommer to nye ansigter i den øverste ledelse. Jesper Kryhlmand og Michael Holmberg Andersen hentes ind fra kollegaer i it-branchen og skal begge være med til at styrke forretningen og KMD's udvikling. Begge får plads i KMD's Group Management.

Jesper Kryhlmand - ny chef for Erhverv & Infrastruktur
En mand med sans for udvikling af en betydelig outsourcing-forretning. Det er en af de værdifulde egenskaber KMD får tilført med tiltrædelsen af 48-årige Jesper Kryhlmand.

Jesper Kryhlmand kommer fra en stilling som Vice President i HP, hvor han har stået i spidsen for Enterprise Services forretningen i Skandinavien. Her blev det blandt andet til den interne HP pris Country of the Year Award i 2013.

It-faget - og outsourcing især - har længe været i blodet. Før tiden i HP, hvor han blandet andet også var Country Manager i Schweiz og Østrig, var Jesper hos CSC. Her sluttede han som øverste chef for den danske forretning og nåede gennem hele sin CSC tid at stå i spidsen for en række af de største outsourcing-aftaler virksomheden har lavet til dato.

Jesper, der tiltræder medio august, ser frem til at give sig i kast med opgaverne i KMD.

- Jeg har gennem min karriere fulgt KMD udefra, og jeg ser frem til at blive en del af holdet. Jeg har stor respekt for KMD's kompetencer i markedet, og jeg ser et godt potentiale i at udvikle outsourcing-forretningen yderligere.

Jesper Kryhlmand er cand. merc. fra Aarhus Universitet.

Privat er Jesper bosat i Vedbæk, hvor han bor sammen med sin hustru Marianne og to teenagedrenge. I fritiden er Jesper aktiv med bl.a. svømning og mountainbike samt de årlige familieskiture i Alperne.

Michael Holmberg Andersen - ny chef for KMD Software Center
Det er en garvet herre, der skal stå i spidsen for KMD's Software Center. Michael har igennem de sidste 15 år arbejdet i forskellige topposter i SimCorp. Siden 2012 har han i egenskab af Senior Vice President stået i spidsen for virksomhedens Business Applikation produktdivision.

Gennem den lange karriere i virksomheden har 49-årige Michael Holmberg Andersen endvidere været ansvarlig for SimCorps udviklingsafdeling, Market Support og administrerende direktør for SimCorp's aktiviteter i Sverige og Finland.

Michael Holmberg Andersen, der tiltræder i slutningen af juni, ser frem til at starte i KMD:

- KMD har en unik position i det danske samfund, og jeg er derfor rigtig stolt over at skulle være med til at opbygge det nye Software Center. Vi skal skabe en 'state of the art'-softwareudviklingsenhed, der skal sikre kunderne de bedste og smarteste løsninger. Michael er ingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet.

Privat bor han i Solrød Strand med sin kone Charlotte og to børn. I fritiden er Michael et aktivt sportsmenneske. Han dyrker blandt andet Triatlon og har i den forbindelse gennemført KMD Challenge i 2011 og 2012.

Glæde hos KMD
Hos KMD CEO Eva Berneke er der tilfredshed med at få tilført de to nye ledelsesnavne.

- Vi ser meget frem til at få så gode folk som Michael og Jesper med om bord. Jesper er et af de tunge navne i den skandinaviske it-branche, og vi ser i ham det helt rigtige match i at få udviklet og løftet vores outsourcing-forretning og få fokuseret vores satsning på erhvervsmarkedet. Han har stået i spidsen for store outsourcing-forretningsområder i Danmark og i udlandet og ved, hvad der skal til for at tiltrække og fastholde kunder i alle segmenter. Michael er selv oprindelig uddannet softwareudvikler og kender softwareudvikling til fingerspidserne. Dette kombineret med hans mange års erfaring fra en række topposter i SimCorp gør ham til den helt rigtige til at stå i spidsen for vores Software Center. Det er en fornøjelse at kunne konstatere at så gode navne har lyst og ambition om at være med til at løfte KMD's forretning yderligere.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte. Læs mere på www.kmd.dk

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire