Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/01-15   -   Pressemeddelelse

Direktørrokade i KMD: Vigtige opgaver forude

I forbindelse med nytåret kan KMD præsentere en mindre rokade i den øverste ledelse af virksomheden. Ny direktør i spidsen for divisionen Borgernære Softwareløsninger er Bjarne Grøn som gennem en lang årrække har stået i spidsen for divisionen Administrative Softwareløsninger. Nyt ansigt for bordenden af Administrative Softwareløsninger er direktør Helle Huss, som kommer fra en stilling som Vice President i NNIT. Rokaden sker på bagkant af vedtagelsen af vækststrategien "KMD på flere markeder".

KMD med Eva Berneke i spidsen har i efteråret lanceret den nye koncernstrategi "KMD på flere markeder". En strategi, der peger mod vækst på nye forretningsområder som velfærdsteknologi og en endnu større indsats på markederne erhverv, stat og regioner.

For at stå stærkest muligt i forhold til at indfri ambitionerne rokerer man i KMD nu en anelse på holdet i topledelsen.

- KMD står over for en strategisk vigtig opgave med en række nye borgernære softwareløsninger, der skal bredes ud i markedet og finde et solidt forretningsmæssigt fodfæste. Bjarne Grøn har i en årrække formået dette inden for vores administrative software, og vi har stor tiltro til, at han kan gøre det igen med de borgernære softwareløsninger, fortæller KMD CEO, Eva Berneke.

KMD's division for Borgernære Softwareløsninger udvikler blandt andet it-løsninger til folkeskolen, omsorgsområdet og arbejdsmarkedsområdet.

Nye input hentes til KMD
Samtidig med at KMD skal udbygge nye forretningsområder, skal den betydningsfulde nuværende forretning i det kommunale segment udvikles. Til at drive divisionen Administrative Softwareløsninger hentes Helle Huss fra NNIT, hvor hun senest var Vice President for Business Applications & Technology.

- Med Helle har vi fundet en stærk kandidat, der kan være med til at tilføre nogle gode input udefra. Gennem mange års kunde- og salgsansvar i NNIT er hun stærk kommerciel set. Hun har endvidere en betydelig leverancemæssig erfaring og har stået i spidsen for flere væsentlige applikationsområder med fokus på implementering og vedligehold af forskellige it-løsninger til den offentlige og private sektor, siger Eva Berneke.

Helle Huss ser store perspektiver i sit nye job:

- KMD er en særdeles vigtig it-leverandør for det danske samfund. Jeg glæder mig til at blive en del af en virksomhed, der udvikler vores velfærdssamfund. KMD er jo en central spiller i udviklingen af administrative løsninger til den offentlige sektor i Danmark, og jeg ser frem til at være med til at styrke den position yderligere i de kommende år, siger Helle.

KMD's division for Administrative Softwareløsninger udvikler primært it-løsninger, der understøtter den administrative styring af kommunerne. Det vil sige områder som økonomistyring, løn, personaleadministration og betalinger.

Kort om Helle Huss
Helle er 49 år og har mere end 13 års ledererfaring fra diverse chefstillinger i NNIT. Senest har hun været Vice President for Business Applications & Technology. Før det, var hun Vice President for Client Management & Life Science Solutions, ligeledes i NNIT. Hun har en Master of Science in Business Administration fra CBS. Privat er Helle gift med Torben, der er direktør i IFU. Sammen har de to børn, Cecilie og Christoffer, på henholdsvis 19 og 23 år. Familien bor i København.

Kort om Bjarne Grøn
Bjarne er 50 år og kom til KMD i 1999 fra en stilling som chef i Multi Inform. Bjarne har bestridt en lang række chefstillinger i KMD. Han har blandt andet været SAP Center Chef, vicedirektør i KMD og direktør for divisionen Administrative Softwareløsninger i mere end fire år. Bjarne har i en lang årrække været medlem af KMD's direktion. Bjarne er Cand. Oecon fra Aarhus Universitet og har ligeledes managementkurser fra IMD. Bjarne er gift med Dorete og sammen har de drengene Mads på 13 år, Elias på 15 år og Asmus på 18 år. Familien bor i Aalborg.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Den unikke domæneviden, pålidelighed og tilgang til sikkerhed og driftsstabilitet gør, at KMD i dag er en af de mest anerkendte og benyttede i den danske it-branche. KMD's systemer håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser. I alt bliver det til cirka 400 mia. kroner om året, hvilket svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension.

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire