Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/03-15   -   Pressemeddelelse

Årsregnskab: KMD løfter niveauet

I en tid med intensiveret konkurrence på KMD's markeder har koncernen i 2014 formået at løfte både omsætning og indtjening. KMD har fortsat ambitioner om at vokse og lancerede i løbet af året koncernstrategien "KMD på flere markeder". Strategien skal styrke virksomheden, så KMD bliver en førende it-aktør på det offentlige såvel som private marked. Året bød på flere opkøb, der understreger ambitionerne.

KMD-koncernens omsætning steg i 2014 med 3,1% fra 4.671 mio. kr. til 4.814 mio. kr. og ligger over det forventede for året.

Koncernens EBITDA steg med 63,7% fra 440 mio. kr. til 721 mio. kr. Det skyldes blandt andet effekten af effektiviseringstiltag i 2013 og 2014. Korrigeret for engangsposter udgjorde stigningen 13,8% i EBITDA fra 840 mio. kr. til 956 mio. kr. Korrigeret EBITDA-margin for 2014 kan herefter opgøres til 19,9% mod 18,0% i 2013.

Drevet af et højere EBITDA steg årets resultat med 84% fra 64 mio. kr. til 118 mio. kr. Det forbedrede resultat nås på trods af øgede nedskrivninger på udviklingsprojekter.

- På trods af en intens konkurrence på KMD's markeder formår vi at levere et solidt resultat. Vi er tilfredse med, at KMD formår at løfte både omsætning og indtjening. Vores effektiviseringstiltag, som KMD løbende sætter i søen, har en positiv effekt. Vi forbedrer vores konkurrenceevne yderligere, og indtjeningen ser fornuftig ud, siger KMD CEO Eva Berneke.

KMD på flere markeder
KMD har fortsat ambitioner om at vokse og lancerede i løbet af året koncernstrategien "KMD på flere markeder". Strategien dækker perioden frem til 2020. Strategiens overordnede mål er at styrke KMD, så virksomheden bliver en førende it-aktør på det offentlige såvel som private marked.

- Vi er kommet godt fra land med vores strategi. KMD ønsker fortsat at være en betydelig faktor i leverance af it til kommunerne, men det store potentiale inden for de andre segmenter skal også realiseres. Og jeg er optimistisk på KMD's vegne. KMD står stærkt inden for blandt andet Business Proces Outsourcing og it-outsourcing. Herudover er vi i fuld gang med at udvide produktporteføljen, hvor vi blandt andet har oplevet en bred interesse for vores nye Security Analytics Centre, som vi slog dørene op til medio 2014, fortæller Eva Berneke.

Flere strategiske opkøb
Ud over at arbejde på at skabe organisk vækst har KMD i 2014 også tilført kunder, produkter og kompetencer gennem opkøb.

I efteråret købte KMD virksomhederne ScanJour, Cenza og Capevo. Efter nytår kom Avaleo til. Alle fire virksomheder er blandt de førende inden for deres respektive forretningsområder. Virksomhederne har deres primære kunder inden for stats- og erhvervssegmentet.

- Købene skal ses som en understregning af KMD's vækstambitioner. Vi er meget tilfredse med at kunne sige velkommen til nye kolleger, hvis kompetencer styrker vores forretning. Hvis de rigtige muligheder opstår, ser vi opkøb som et godt supplerende strategisk værktøj til at indfri vores ambitioner, forklarer Eva Berneke.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på knap fem milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte.

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire