Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
31/03-15   -   Pressemeddelelse

Analyse: Halvdelen af de offentligt ansatte kender til brud på it-sikkerheden på deres arbejdsplads

En ny rapport fra KMD Analyse viser, at brud på it-sikkerheden på de offentlige arbejdspladser ikke er et ukendt fænomen, hvis man spørger de ansatte. Halvdelen af de ansatte tilkendegiver, at enten de selv eller deres kollegaer har begået brud på informationssikkerheden. Samme analyse viser, at borgerne er bekymrede for sikkerheden men samtidig, at de er villige til at dele data om dem selv, hvis de får en fordel ud af det.

Informationssikkerhed står højt på agendaen i øjeblikket. KMD Analyse har med afsæt i to spørgeskemaundersøgelser taget temperaturen blandt de offentlige ansatte og borgerne om emnet.

Blandt hovedkonklusionerne er følgende:
Halvdelen af de offentligt ansatte kender til brud på informationssikkerheden på deres arbejdsplads
Danskerne er usikre på at udlevere personlige data på nettet - men vil gerne dele data om sig selv for personlige fordele
Danskerne har mest tillid til lægen og mindst til sociale medier
Mændene har størst tillid til egne evner - men flest trojanske heste
Halvdelen af danskerne er bekymret for efterretningstjenester på nettet
Læs om de enkelte konklusioner i (begge dele er vedhæftet):
KMD Analyse Briefing (redaktionelt præsenterede enkeltdele af analysen)
KMD Analyse - Informationssikkerhed i det offentlige (hele analysen)
Rasmus Theede, koncernsikkerhedschef i KMD, har været med til at tilrettelægge analysen:

- Analysen viser, at vi fortsat har en del at hente, når det handler om informationssikkerhed på de offentlige arbejdspladser. Det er selvfølgelig bekymrende, at halvdelen af de offentlige ansatte har oplevet brud på sikkerheden, og hvert femte ansatte eksempelvis finder behov for at dele deres personlige brugernavn og adgangskode med kollegaer. Informationssikkerhed kan ikke varetages af it-systemer alene. Vi er nødt til at have brugeren med hele vejen for at undgå databrud. Især i det offentlige, hvor langt de fleste sikkerhedshændelser sker grundet menneskelige fejl. Så vi kan med fordel tage endnu mere fat i emnet i det offentlige Danmark, siger Rasmus Theede.

Og fortsætter:

- Tallene viser, at informationssikkerhed er på agendaen hos danskerne, og der bredt set gøres en aktiv indsats for at beskytte sig mod vira og lignende. Danskerne besidder også en sund skepsis, når det handler om brugen af internettjenester, der er kendt for at anvende opsamlede data til markedsføring og lignende. Samtidig er det dog værd at bemærke, at man gerne vil dele sine data, hvis man kan få en personlig fordel ud af det, eksempelvis en rabat eller lignende. Så selv om danskerne er bekymrede, så kan egne økonomiske interesser altså trække i en anden retning.

Om undersøgelsen og KMD Analyse
"Informationssikkerhed i det offentlige" er baseret på to landsdækkende spørgeskemaundersøgelser med deltagelse af henholdsvis 1.001 offentligt ansatte fra stat, regioner og kommuner samt 1.002 repræsentativt udvalgte borgere i Userneeds´ Danmarkspanel.

KMD Analyse udarbejder analyser om de digitale muligheder i det offentlige og private Danmark. KMD Analyse har blandet andet tidligere udgivet rapporterne "Mødernes kanalstrategi - Digitale potentialer ved kommunal mødepraksis", " Socialt bedrageri i Danmark - Omfang, adfærd og holdninger" samt "Den digitale folkeskole - Vurderinger og holdninger fra elever og forældre".
KMD Analyse samarbejder med CEDI om udarbejdelse af analyserne.

Hent rapporten og de andre analyser på www.kmd.dk/analyse

Om KMD A/S
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på knap fem milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte.

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire