Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/02-16   -   Pressemeddelelse

Nyt tilbud til Københavnerne: Lav afdragsordning til kommunen over nettet

Har man som Københavner været uheldig og fået tre parkeringsafgifter på stribe - og der er lavvande i kassen, så er hjælpen på vej fra kommunen. Som en del af digitaliseringen af betalingsområdet i Københavns Kommune kan borgerne fra foråret via kommunens hjemmeside let lave en afdragsordning på alle slags regninger fra kommunen.

Siden efteråret har kommunens borgere kunne få overblik over eventuelle mellemværender og betale dem via dankort eller MobilePay. Den digitale genvej til betalinger og afdragsordninger, der er udviklet i samarbejde med it-virksomheden KMD, gør det både nemmere at være borger såvel som ansat i kommunen. Kommunen forventer at kunne reducere de mere end 50.000 årlige telefonopkald, der vedrører betalinger. Og samtidig gerne få flere penge i kassen.

I efteråret blev det lettere at betale regninger til Københavns Kommune. Og lige om lidt bliver det også nemmere at lave en afdragsordning, hvis økonomien ikke helt er til at betale hele regningen til kommunen på én gang.

I løbet af foråret lancerer Københavns Kommune en helt ny mulighed for automatisk at aftale en afdragsordning via Mit Betalingsoverblik på kommunens hjemmeside.

- Det skal være lettere at være betalende københavner til kommunen. Det er både en fordel for den enkelte borger såvel for kommunen og kommunens ansatte. Når borgerne kan klare både betalinger og aftale eventuelle afdragsordninger via kommunens hjemmeside, så slipper både de og vi for en længere behandlingstid i telefonen, fortæller Michael Møller, chef for Betaling & Kontrol i Københavns Kommune.

Siden efteråret 2015 har borgerne i Københavns Kommune kunne betale regninger til kommunen via Mit Betalingsoverblik på kommunens hjemmeside. Borgerne har både kunne benytte Dankort såvel som MobilePay. Borgerne har også mulighed for at se en samlet oversigt over eventuelle økonomiske mellemværender mellem dem og kommunen.

Fra telefon til bedre tid og flere penge i kassen
Københavns Kommune har årligt mere end 50.000 telefonopkald fra borgerne, der drejer sig om betalinger. Et sted mellem 5 og 10 pct. omhandler betalingsordninger.

- Vi vil meget gerne tale i telefon med borgerne i kommunen, men kan både de og vi slippe for samtalerne, der meget nemmere kan klares automatisk online, så gør vi meget gerne det. Borgerne slipper for at bruge tid på det, mens de måske er på arbejde. Og vi kan bruge tiden på de lidt mere komplekse sager. Vi håber og forventer også, at den nemmere tilgang til afdragsordninger kan være med til, at flere borgere får lavet betalingsordninger, hvor de måske før ikke helt fik det gjort og kom bagud med betalingerne, forklarer Michael Møller, der understreger, at der selvfølgelig fortsat vil være mulighed for at ringe og tale med kommunen som altid.

Hos den danske it-virksomhed KMD, der står bag Mit Betalingsoverblik, er de nye muligheder på betalingsområdet et klassisk eksempel på, hvordan digitalisering kan være med til at hjælpe både borgere såvel som kommune på én gang.

- Betalingsområdet er i en rivende digital udvikling i de her år. Kendetegnende for udviklingen er, at den kommer forbrugerne og borgerne til gode samtidig med, at den løfter en masse manuelle procedurer ud af hænderne på de ansatte. De færreste savner køen på posthuset med girokortet og med nye betalingsmuligheder som MobilePay, fuld dataintegration til økonomisystemerne og digitale betalingsaftaler tager vi endnu et godt skridt mod en lettere hverdag for alle parter, siger KMD direktør Helle Huss.

Københavns Kommune og KMD forventer, at de nye muligheder for at lave digitale betalingsaftaler er i luften i løbet af maj.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på knap fem milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte.

Pressekontakt

Christoffer Hellmann
Pressechef
  +45 44 60 18 09
  +45 25 29 17 84

Firma

KMD A/S
Lautrupparken 40-42
2750 Ballerup, Danmark

  44 60 18 09
  25 29 17 84

http://www.kmd.dk

Modtag nyheder fra KMD A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire