09/07-10
-
Pressemeddelelse
Rygsmerter kan være fyringsgrund
Mange danskere har i større eller mindre grad problemer med ryggen, og i nogle tilfælde kan det være så slemt, at det går ud over den præstation, som man yder på jobbet. Og det kan vise sig at koste dyrt.
En dom fra Københavns Byret viser således, at ikke alle ryglidelser er så alvorlige, at der er tale om et handicap, og er der ikke det, er medarbejderen ikke særligt beskyttet mod fyring.
Det fik en kontorbetjent at føle, da han sygemeldte sig med ondt i ryggen efter kort tids ansættelse. Efter medarbejderen havde været syg i to uger, opsagde arbejdsgiveren ham med den begrundelse, at hans rygproblemer gjorde ham uegnet til jobbet. Fyringen fik medarbejderen til at anlægge sag mod arbejdsgiveren med krav om godtgørelse for ulovlig opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven.
Medarbejderen havde allerede inden ansættelsen gjort arbejdsgiveren opmærksom på sine rygproblemer, men også at de kunne holdes nede med træning. Under retssagen fastslog en speciallæge dog at medarbejderens lidelse blot var midlertidig samt at lidelsen var ganske udbredt i den danske befolkning. Der var derfor ikke tale om et handicap. Arbejdsgiveren blev herefter frifundet.
"Forskelsbehandlingsloven forbyder opsigelse begrundet i en medarbejders handicap, og arbejdsgiverne har desuden pligt til at omlægge eller ændre arbejdsfunktionerne i virksomheden på en måde, så den handicappede kan forblive i jobbet. Og det kan koste dyrt at opsige en handicappet medarbejder i strid med loven. Senest er en virksomhed blevet dømt til at betale 250.000 kr. i erstatning til en medarbejder, der havde pådraget sig en hjerneskade, og derfor blev fyret, " siger Julie Gerdes, der er chef for arbejds- og ansættelsesret i revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG.
Hun peger på, at det er meget vigtigt, at arbejdsgiverne er opmærksomme på, hvornår en sygdom kan være så alvorlig, at der er tale om et handicap, som er særligt beskyttet af forskelsbehandlingsloven. Og ifølge retspraksis vil en sygdom være et handicap, hvis der er tale om en graverende, varig funktionsnedsættelse med betydning for medarbejderens arbejde, og hvis medarbejderen ikke kan udføre arbejdet på lige fod med andre medarbejdere uden kompensationstiltag.
Relevant information
http://www.kpmg.dk