Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
24/09-10   -   Pressemeddelelse

Forretningsudvikling står højt på IT-direktørens nye agenda

Større indflydelse og en mere aktiv rolle i forretningsudviklingen er to vigtige punkter på IT-direktørens nye agenda. IT-direktører vil bidrage til øget innovation og produktivitet og vil bedømmes på den forretning, de er med til at skabe, viser ny KPMG-undersøgelse

IT-direktørens agenda efter finanskrisen er ikke blot domineret af ønsket om at sikre større værdi af IT-investeringerne. De IT-ansvarlige ser det som deres vigtigste rolle at udnytte IT til at udvikle forretningen ved at skabe øget innovation og produktivitet. Det mener 81 % af de adspurgte Chief Information Officers (CIO'er) i en ny rapport fra KPMG, som ser nærmere på netop deres udfordringer og topprioriteter.

65 % af de adspurgte CIO'er mener, at IT kan bidrage til at drive forretningsudvikling og øge produktiviteten, mens over halvdelen mener, at IT kan bidrage til at styrke konkurrenceevne og kundetilfredshed.

"Den første sourcingbølge har lagt sig. De dygtige CIO'er har strømlinet deres netværk af leverandører og optimeret kontrakterne. Nu fokuserer de på at bygge ovenpå den platform, de har skabt, med konkrete værdiskabende værktøjer, som kan generere forretningsudvikling", siger Wolfgang Christensen, partner i IT-Advisory, KPMG.

Outsourcing ligger ikke længere øverst på listen, hvilket tyder på, at outsourcing i traditionel forstand er blevet "business-as-usual" for de fleste IT-ansvarlige. Dog peger over 2/3 på, at de vil have langt større fokus på forholdet mellem pris og kvalitet over for deres leverandører og endnu flere peger på, at de vil lægge større pres på deres outsourcing partnere fremover.

"Med ønsket om øget værdiskabelse følger et naturligt fokus på omkostninger og den kvalitet, som leverandørerne kan levere. Men det interessante ved undersøgelsen er, at IT-direktørerne vil være med til at skabe forandring og udvikling. De ønsker nu i højere grad at bidrage til strategieksekveringen og forventer at blive bedømt ud fra de resultater, de kan skabe for forretningen frem for på, om de kan reducere omkostninger. Jeg forventer at se flere IT-ansvarlige stile mod en mere central rolle i udviklingen af virksomheden, og samtidig vil der bliver stillet væsentlig større krav til IT-leverandørerne om at støtte op om kundernes forretning og byde ind f.eks. med nye værdiskabende løsninger," siger Wolfgang Christensen.

Nyt fokus på IT
Tallene markerer et bemærkelsesværdigt skift i fokus fra den traditionelle, operationelle IT-drift til også at omfattende en mere udviklende og aktiv rolle i virksomheden. Bryder man tallene ned på brancher, lægger CIO'er i den finansielle sektor dog relativt større vægt på operationelle forhold, mens CIO'er i fremstillingssektoren i højere grad vægter udviklende forhold.

"IT-direktører i den finansielle sektor har ambitioner om at bidrage mere til forretningsudviklingen. Men den finansielle sektor har på grund af finanskrisen et nødvendigt fokus på risiko og compliance bl.a. i forhold til voksende myndighedskrav m.m. Jeg vurderer, at tallene er et udtryk for, at de to sektorer har lidt forskellige prioriteringer i det gældende marked, men fremover vil det være en væsentlig udfordring for en IT-direktør at kunne balancere sine forpligtelser over for f.eks. risiko og compliance med forretningsmæssige målsætninger," siger Wolfgang Christensen.
Rapporten viser i øvrigt, at CIO'er forventer, at collaboration værktøjer vil få markant vækst i de kommende fem år. Cloud computing får også stor interesse med 72 %, som ser dette som en oplagt outsoucingform. Endelig forventer 82 % at se stigende omkostninger til compliance i de kommende år - heraf forventer størstedelen, at stigningerne bliver på mellem 10 og 20 %.

Om undersøgelsen
Rapporten "From Cost to Value, 2010 Global Survey on the CIO Agenda" sætter fokus på de udfordringer, som CIO'er står overfor. 450 CIO'er fra hele verden har deltaget i undersøgelsen. Desuden har en række internationale CIO'er bidraget med dybdegående interviews og perspektiver. Rapporten er udarbejdet af KPMG's IT Advisory.

Fem punkter på IT-direktørens agenda
1. IT-direktøren vil maximere værdien af sine IT-investeringer

2. IT-direktøren ønsker sin - og IT-afdelingens - rolle flyttet fra det typisk operationelle fokus til et mere udviklende fokus

3. IT-direktøren mener, at IT kan være med til at drive og øge innovation, konkurrenceevne og endda produktivitet

4. IT-direktøren vil bedømmes på sin evne til at skabe forretning frem for på sin evne til at reducere omkostninger

5. IT-direktøren skal balancere de operationelle og de mere udviklende forpligtelser i en ny hverdag, hvor risikostyring og compliance fusioneres med forretningsmæssige målsætninger

Relevant information

http://www.kpmg.dk


Pressekontakt


Firma

KPMG
Borups Allé 177
2000 Frederiksberg, Danmark

  25 29 30 68

http://www.kpmg.dk

Modtag nyheder fra KPMG på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater