04/11-10
-
Pressemeddelelse
Nye anbefalinger skal fremme investortillid og transparens i ejendomsbranchen
Centrale aktører i ejendomsbranchen introducerer best practice for den udbredte DCF-model, der anvendes til værdiansættelse af investeringsejendomme. Anbefalingerne har til hensigt at øge investorernes tillid til ejendomsvurderingerne og skabe større gennemsigtighed i branchen.
KPMG og Ejendomsforeningen Danmark har i samarbejde med centrale aktører i ejendomsbranchen udviklet anbefalinger til værdiansættelse af investeringsejendomme efter DCF-modellen (Discounted Cash Flow model). De nye anbefalinger er samlet i rapporten "Værdiansættelse af investeringsejendomme - anbefalinger til DCF-modellen", som Ejendomsforeningen Danmark netop har udgivet.
"Med de nye anbefalinger håber vi at skabe en best practice og en forankring i markedet, som vil øge tilliden til og troværdigheden af værdiansættelser. Branchen har brug for en ensartet forståelse af kravene til værdiansættelse og kravene skal anerkendes på tværs af investorer, producenter og brugere," siger Allan Pedersen, leder af KPMG's branchegruppe for Ejendom og Entreprise.
DCF-modellen blev introduceret på det danske ejendomsmarked i slutningen af 1990-erne og er siden blevet en anerkendt metode til værdiansættelse af investeringsejendomme herhjemme. Modellen er de seneste år blevet anvendt meget forskelligt, og det har gjort det svært at gennemskue værdiansættelser på tværs af branchen. Derfor har KPMG og Ejendomsforeningen Danmark taget initiativ til de nye anbefalinger.
"Et af hovedformålene med disse anbefalinger er at synliggøre, hvordan branchen og ejendomsselskaberne arbejder for investorernes interesser ved at skabe transparens i værdiansættelserne. Vi ønsker at motivere aktørerne i ejendomsbranchen til en adfærd, der i endnu højere grad end lovgivningen foreskriver, sikrer investorernes interesser ved at skabe størst mulig gennemsigtighed", forklarer Allan Pedersen og fortsætter:
"De nye anbefalinger kan anvendes bredt til bl.a. regnskabsmæssige forhold for eksempelvis at værdiansætte egne investeringsejendomme til årsrapporter og til brug for realkreditinstitutter ved overvågning af visse lån, solvensbehov og øget risikostyring. Vi oplever, at der er store forventninger til en ny best practice i branchen."
Anbefalingerne er udviklet i samarbejde med professionelle producenter, investorer og brugere af værdiansættelser for at sikre bred markedsmæssig opbakning. Samtidig er der lagt vægt på, at anbefalingerne matcher de bedste internationale standarder som RICS og IVSC.
For yderligere information, kontakt:
Allan Pedersen
Partner og leder af KPMG's branchegruppe for Ejendom & Entreprise
Tlf.: 38 18 35 33
Morten Jensen
Senior manager i KPMG's branchegruppe for Ejendom & Entreprise
Tlf.: 38 18 32 28
Morten Marott Larsen
Cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark
Mobil 28 45 56 51
KPMG og Ejendomsforeningen Danmark har udarbejdet rapporten i samarbejde med:
Aareal Bank, Aberdeen asset Management Denmark, BRF Kredit, CB Richard Ellis, Colliers Hans Vestergaard, Cura Management, DADES - DATEA, Danica Ejendomme, DTZ, Ejdéndomsforeningen Danmark, RED - property Advisers, RICS, Sadolin & Albæk.
Relevant information
http://www.kpmg.dk