22/08-11
-
Pressemeddelelse
Fyrede skal tale pænt om arbejdspladsen
En fyret medarbejder må under opsigelsesperioden ikke tale grimt om sin arbejdsgiver på diverse sociale medier. Det kan nemlig koste en bortvisning, hvilket en sælger måtte sande efter vedkommende gav sin vrede frit løb på det sociale medie LinkedIn. Man skal være loyal så længe man får løn, lyder det fra chef for arbejds- og ansættelsesret i revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG, Julie Gerdes.
Selvom man er blevet fyret skal man under hele opsigelsesperioden fortsat være loyal over for sin arbejdsgiver, og man må således ikke lade sin eventuelle vrede få frit løb på diverse sociale medier. Det viser en ny dom fra Retten i Horsens.
En sælger, der var blevet fyret som følge af virksomhedens vanskelige økonomiske situation brokkede sig over virksomhedens ledelse til en af virksomhedens største kunder på sin LinkedIn profil. Men ved en fejl endte korrespondancen hos arbejdsgiveren, da medarbejderen havde glemt at ændre kontaktinfo på sin LinkedIn-profil. Og det fik virksomheden til at bortvise medarbejderen, hvilket retten gav den medhold i.
"Sagen viser, at selvom man som medarbejder måske opfatter en korrespondance på LinkedIn, Facebook eller et andet socialt medie som privat, så kan illoyale udtalelser om ens arbejdsgiver resultere i en bortvisning," siger chef for arbejds- og ansættelsesret i revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG, Julie Gerdes.
Medarbejderen mente, at korrespondancen var privat, bortvisningen ulovlig og at virksomheden havde handlet i strid med persondataloven og straffeloven. Virksomheden på den anden side mente at medarbejderen havde handlet groft illoyalt. Særligt fordi han var blevet pålagt ikke at kontakte arbejdsgiverens kunder.
Og det gav retten altså virksomheden ret i, og bortvisningen er derfor fuldt lovlig.
"Der kommer flere og flere sager hvor en medarbejders ytringer på diverse sociale medier skaber problemer og tvister. Derfor bør virksomhederne stærkt overveje at udarbejde en politik, som understreger, at medarbejderne har en loyalitetsforpligtelse overfor arbejdsgiveren, og at det kan få ansættelsesretlige konsekvenser i form af en advarsel, opsigelse eller bortvisning, hvis medarbejderen på Facebook, LinkedIn eller andre sociale medier miskrediterer arbejdsgiveren eller på anden måde sætter arbejdsgiveren i et dårligt lys," siger Julie Gerdes.
Relevant information
http://www.kpmg.dk