Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/12-10   -   Pressemeddelelse

Pengegaver til museumsformidling i Randers

Kulturhistorisk Museum Randers var blandt de glade modtagere, da Kulturarvsstyrelsen uddelte næste års puljemidler til udvikling af museumsformidling. Randers-museet har netop modtaget i alt 700.000 kr. til to projekter, der skal gøre det endnu mere spændende at gå på museum i Randers i 2011.

Projektet "Byens billeder til byens borgere", der er blevet tildelt 300.000 kr., er en efterfølger til museets aktuelle udstillingssucces, "Fremkaldt". I "Byens billeder til byens borgere" vil en stor mængde af Randers Lokalhistoriske Arkivs historiske fotos fra Randers blive gjort tilgængelige på en lang række "platforme". De historiske fotos skal præsenteres i en utraditionel udstilling på museet, på skærme rundt i byen, i forretninger, i byrummet og på internettet. "På denne måde får vi endnu flere af de fotos, som arkivet i disse år er i fuld gang med at digitalisere, gjort tilgængelige for byens borgere. Det er jo netop formålet med vores arbejde: at servere så meget af vores fælles historie som muligt for alle", udtaler museumsleder Jørgen Smidt-Jensen. Han mangler dog stadig at skaffe en pæn sum penge for at kunne realisere hele projektet, og derfor skal museumslederen nu på jagt efter flere støttemidler fra sponsorer og fonde.

Det andet projekt, som har fået støtte, er udviklingen af et computerspil om oldtiden. "Vi kalder det "Oldtidsspillet", og det skal foregå i en virtuel udgave af en jernalderlandsby, som museet tidligere har udgravet ved Frederiksdalsvej i den sydlige del af Randers" fortæller Jørgen Smidt-Jensen. "Oldtidsspillet" er et spil om dramatikken i dagligdagen i ældre jernalder, hvor udfordringen var overlevelse. Det er kampen om vinterforrådet, forsøget på at formilde guderne, problemerne med at holde varmen osv. I spillet møder spilleren de af oldtidens mennesker, museumsgæsten i øvrigt kan møde i museets udstilling, f.eks. Auningkvinden, der blev ofret til mosens guder, og som siden er endt som udstillingsgenstand på museet.

"Med "Oldtidsspillet" bygger vi videre på museets gode erfaringer med at benytte spil i formidling af kulturhistorien, og vi satser på at ramme den yngre målgruppe, der ikke er de mest flittige museumsgæster", siger museumslederen, der ser computerspil som en helt naturlig forlængelse af museets arbejde med forskellige digitale formidlingsmuligheder gennem de senere år.

Kulturarvsstyrelsen uddelte i alt knap 10 mio. kr. fra den pulje, som Kulturhistorisk Museum Randers fik midler fra. Der var ansøgninger for mere end 30 mio. kr.

Relevant information

http://www.khm.randers.dk


Pressekontakt


Firma

Kulturhistorisk Museum Randers
Stemannsgade 2
8900 Randers C, Danmark

  86 42 86 55

http://www.khm.randers.dk

Modtag nyheder fra Kulturhistorisk Museum Randers på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire